Fristen for at tilmelde sig gruppesøgsmål om licensmoms bliver forlænget

Advokatselskabet DLA Piper, der står bag gruppesøgsmål, håber, at flere danskere melder sig til gruppesøgsmål, efter Østre Landsret har forlænget frist for at tilmelde sig.
Foto: Ritzau Scanpix/Erik Refner
Foto: Ritzau Scanpix/Erik Refner

Der bliver igen åbnet op for, at danskere kan tilmelde sig Foreningen Kræv Licensmoms tilbages gruppesøgsmål om tilbagebetaling af licensmoms. Det skriver Finans.

Den oprindelige frist for at tilmelde sig søgsmålet var 13. juni. Det benyttede omkring 250.000 personer sig af. Men torsdag afgjorde Østre Landsret, at fristen skal forlænges til 1. oktober, og derfor åbner foreningen nu igen for nye tilmeldinger.

Bag foreningen, der fører gruppesøgsmålet, står advokatselskabet DLA Piper. Her håber advokat, Peter Lunau Larsen, at den forlængede frist kan få flere med i søgsmålet.

"Jeg kan sagtens forestille mig, at vi ender på mellem en halv og en hel million tilmeldinger," siger han til Finans.

Foreningen har fået fri proces til at føre sagen. Derfor afholder staten de udgifter, som foreningen har til søgsmålet.

Spørgsmålet om gyldigheden af at lægge moms på licensen kom frem sidste år, da en række skatte- og momseksperter såede tvivl om det lovlige i, at den danske licensbetaling er pålagt moms. Siden da har en række advokatselskab indsamlet tilkendegivelser fra danskere, der vil være med i et søgsmål for at få tilbagebetalt licensmomsen. Og DLA Piper har altså fået fri proces til dét.

Årligt betaler danske licensbetalere omkring 1,1 mia. kr. i moms af licensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu