Medie: DR lukker endnu et program om tro

Fra årsskiftet er det slut med P1-programmet "Mennesker og tro", skriver Kristeligt Dagblad. Sidste år lukkede DR to andre trosprogrammer, og et bestyrelsesmedlem i DR kalder udviklingen dybt problematisk.

P1-programmet "Mennesker og Tro" lukker ved årets udgang.

Det erfarer Kristeligt Dagblad fra flere kilder.

Sidste år lukkede DR også P1-programmerne "Eksistens" og "Religionsrapporten", der ligeledes handlede om tro, og derfor møder DR kritik for at underprioritere stofområdet. Blandt andre fra Katrine Winkel Holm, der er sognepræst og medlem af DR's bestyrelse.

"Det er dybt problematisk, at man vil lukke et program, hvor der ellers er grundig mulighed for at give viden og oplysning om kristendom og religion. Stoffet er i forvejen underformidlet, og det er ellers en vigtig public service-opgave. DR har også lige fået kritik for en debat om Luther i Deadline, hvor tv-værten sad og fniste, fordi hun er fremmed over for området. Men det er en stor del af befolkningen bare ikke," siger hun til Kristeligt Dagblad.

Ifølge avisen havde "Mennesker og tro" 79.000 lyttere inklusive genudsendelser i en opgørelse over lyttertal fra december. P1-chef Thomas Buch-Andersen ønsker ikke at udtale sig om fremtiden for "Mennesker og tro", skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også