Lars Munch træder tilbage - nyt formandskab i JP/Politikens Hus

Raoul Grünthal og Jeanette Fangel Løgstrup bliver nyt formandskab for JP/Politikens Hus.
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Det blev en kort periode med Lars Munch på formandsposten i JP/Politikens Hus.

Efter flere ugers kritisk dækning af de to ejerfonde bag JP/Politikens Hus, der i marts afskedigede Peter Bartram på formandsposten og få uger senere indsatte tidligere koncernformand Lars Munch på posten, træder Lars Munch nu tilbage igen. Det oplyser JP/Politikens hus i en meddelelse.

”På baggrund af den seneste tids kritiske omtale kan jeg se, at jeg ikke har den nødvendige opbakning, der skal til for at bringe Huset igennem de forandringer, jeg mener er afgørende de kommende år. Derfor meddelte jeg 5. maj de to ejerfonde, at jeg ville stoppe,” udtaler Lars Munch i meddelelsen.

Som ny formand for bestyrelsen tiltræder Raoul Grünthal, der har været en del af selskabets bestyrelse siden 2022. Jeanette Fangel Løgstrup, der siden 2009 har været medlem af bestyrelsen i JP/Politikens Hus og er professionelt bestyrelsesmedlem, bliver ny næstformand.

”Det glæder mig på virksomhedens vegne, at Raoul indtræder som formand. Jeg anser ham for at være en af Nordens mest vidende og visionære medieledere,” udtaler Lars Munch.

Lars Munch forlader helt selskabets bestyrelse for at genindtræde som formand for Politiken-Fonden, hvor Finn Junge-Jensen bliver næstformand - samme konstellation som var gældende indtil forårets udskiftning i toppen af koncernen.

Raoul Grünthal har mange års erfaring med medieledelse og -udvikling. Han har bl.a. været 15 år i toppen af Schibsted-koncernen.

Raoul Grünthal understreger i meddelelsen, at der hurtigt skal arbejdes med selskabets governance.

”Vi er enige med ejerne om, at der skal skabes klare linjer mellem fonde og selskab. Der er ingen tvivl om, at uroen har kostet på vores omdømme, og det er en vigtig opgave at skabe ro og tillid i organisationen og etablere tidssvarende rammer for god selskabsledelse.”

Derefter er det nødvendigt at se fremad, lyder det.

”Jeg glæder mig allermest til at være med til at udvikle de mange medier, forlag og forretninger i JP/Politikens Hus, som hver måned bruges af 3 mio. borgere. Vi skal nu for alvor i gang med at eksekvere på den strategi, som vi fremlagde tidligere på året. En strategi, som afspejler, at Huset har mange af landets mest talentfulde og kreative medarbejdere, og at vi har både investeringslyst og -midler til de kommende års store forandringer i mediemarkedet,” udtaler han

MediaWatch arbejder på at få et interview med de involverede parter.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også