Russisk domstol afviser amerikansk journalists anke

Amerikansk journalist, som er sigtet for spionage i Rusland, får opretholdt sin varetægtsfængsling.
Den amerikanske journalist Evan Gershkovich har fået afvist anken af sin varetægtsfængsling i Rusland. | Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Den amerikanske journalist Evan Gershkovich har fået afvist anken af sin varetægtsfængsling i Rusland. | Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den spionagesigtede amerikanske journalist Evan Gershkovich har fået afvist anken af sin varetægtsfængsling i Rusland. Det fastslår en russisk domstol torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gershkovichs varetægtsfængsling blev i slutningen af maj forlænget til august.

”Anken er afvist,” sagde dommeren ifølge nyhedsbureauet AFP efter et kort retsmøde, som blev holdt for lukkede døre.

Gershkovich, der er korrespondent i Moskva for avisen Wall Street Journal, blev i slutningen af marts anholdt i byen Jekaterinburg af den russiske efterretningstjeneste FSB.

I forbindelse med anholdelsen oplyste FSB 30. marts, at Evan Gershkovich ”blev taget på fersk gerning” i at indsamle oplysninger for USA om en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks”.

USA kalder det en uretmæssig anholdelse og kræver, at han løslades. USA’s præsident, Joe Biden, har kaldt Ruslands behandling af journalisten for ”totalt ulovlig”.

Evan Gershkovich er 31 år og taler flydende russisk. Hans forældre flygtede i 1979 fra det daværende Sovjetunionen og tog til USA under Den Kolde Krig.

Han havde som journalist beskæftiget sig med Rusland i mere end fem år, da han blev anholdt. Gershkovich er tilbageholdt i Lefortovo-fængslet før en retssag, som der endnu ikke er blevet sat dato på.

Lefortovo er et fængsel, hvor sikkerhedstjenesten FSB - og dens forgænger KGB - også traditionelt har tilbageholdt personer anklaget for spionage og andre alvorlige forbrydelser.

Den tidligere amerikanske soldat Paul Whelan var i 2018 tilbageholdt i 18 måneder i Lefortovo-fængslet, inden han i juni 2020 blev idømt 16 års fængsel for påstået spionage. Også han opfattes af USA som værende uretmæssigt tilbageholdt.

Chefredaktør for Wall Street Journal Emma Tucker sagde forud for torsdagens høring til BBC, at hun ikke havde høje forventninger til anken.

Men hun mente, at det var vigtigt at gå igennem den juridiske proces. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også