Jysk Fynske-direktør stiller sig i spidsen for kriseramt bøfkædes bestyrelse

Jesper Rosener, topchef i Jysk Fynske Medier, bliver bestyrelsesformand for restaurantkæden, hvor han i en årrække selv var direktør. Bl.a. rekruttering af ny adm. direktør står på dagsordenen.
Jesper Rosener. | Foto: PR/Jysk Fynske Medier
Jesper Rosener. | Foto: PR/Jysk Fynske Medier

Jesper Rosener, adm. direktør for Jysk Fynske Medier, kan føje en ny titel til cv'et. Han er således blevet udpeget til posten som bestyrelsesformand for Jensens Bøfhus, skriver Fyens Stiftstidende.

Bøfkæden har gennem nogen tid været økonomisk i knæ. Selskabet bag restaurantkæden kom i 2017 ud af året med et underskud på 156,7 mio. kr., mens egenkapitalen ved udgangen af 2017 var negativ med lige under 155 mio. kr.

Selskabet blev tidligere på året overtaget af ni fynske erhvervsfolk, der tog over efter Jensens Bøfhus' stifter, Palle Skov Jensen.

Jesper Rosener er langt fra ubekendt med Jensens Bøfhus. Han var fra 2008 til 2012 adm. direktør for restaurantaktiviteterne i Jensens Bøfhus, inden han blev direktør for Fynske Medier og siden for Jysk Fynske Medier efter fusionen mellem tre jyske og fynske medieselskaber.

"Jeg har masser af følelser for virksomheden, og det har gjort ondt at følge dens udvikling udefra. Derfor synes jeg også, at jeg har en pligt til at være med til at få den op at køre igen," siger Jesper Rosener til Fyens Stiftstidende.

På den nye bestyrelsesformands to do-liste står ansættelsen af en ny direktør. Den hidtidige direktør, Dorte Gleie, er nemlig fratrådt sin stilling. På formandsposten træder Jesper Rosener til som afløser for Torben Frigaard Rasmussen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Infomedia fusionerer med det svenske selskab Retriever. | Foto: Infomedia.

Infomedia fusionerer med svensk selskab

For abonnenter

Læs også