Fyns Amts Avis kritiserer TV 2 Fyn for sen forelæggelse

I et indslag på TV 2 Fyn blev Fyns Amts Avis beskyldt for at have brudt en aftale, men kom først til orde senere. "Uhørt," kalder chefredaktør forløbet, mens TV 2 Fyn peger på, at avisen ikke var vinklen.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

To fynske medier er kommet på kant efter et indslag på TV 2 Fyn, skriver fagbladet Journalisten. Onsdag bragte TV 2 Fyn et nyhedsindslag om, at Ærø Kommune er gået til politiet i håbet om at få afsløret, hvem der har lækket en række fortrolige oplysninger til Fyns Amts Avis om en ny elfærge mellem Svendborg og Ærø.

I indslaget lod borgmesteren på øen også forstå, at han mente, at Fyns Amts Avis havde brudt en aftale om ikke at offentliggøre oplysninger om projektet, før det var forhandlet på plads. Den påstand fik Fyns Amts Avis ikke forelagt og mulighed for at kommentere i indslaget. Det skete først senere, og det falder chefredaktør Carsten Olsen for brystet.

"Det er fuldstændig uhørt. Der er tale om meget grove anklager mod Fyns Amts Avis, som sår tvivl om både vores troværdighed, vores journalistik og vores måde at håndtere kilderne på. Det skal vi selvfølgelig have mulighed for at kommentere," siger chefredaktør på Fyns Amts Avis Carsten Olsen, til Journalisten.

Han afviser samtidig, at den omtalte aftale med borgmesteren har eksisteret.

Hos TV 2 Fyn medgiver adm. direktør og chefredaktør Esben Seerup, at det havde været bedst at forelægge udtalelserne for avisen med det samme, men siger, at hovedvinklen var politianmeldelsen, ikke Fyns Amts Avis.  

”I den ideelle verden kommer man selvfølgelig hele vejen rundt og får samtlige aktører med i første version af en historie, før man publicerer. Det gør man muligvis i en medievirksomhed med en langsommere udgivelsesfrekvens end her i huset. Vi arbejder med versioneringer, og det var vigtigt for os at komme ud med første version så hurtigt som muligt i aftes,” siger Esben Seerup til fagbladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også