Michael Dyrby bliver ansv. chefredaktør for BT og Metroxpress

Jens Grund stopper på posten som ansv. chefredaktør for BT og Metroxpress og erstattes af tidligere nyhedsdirektør hos TV 2.
Michael Dyrby, ny chefredaktør for BT og Metroxpress. | Foto: PR/Berlingske Media
Michael Dyrby, ny chefredaktør for BT og Metroxpress. | Foto: PR/Berlingske Media

Michael Dyrby erstatter Jens Grund som ansv. chefredaktør for BT og Metroxpress. Det meddeler Berlingske Media i en pressemeddelese.

Den tidligere nyhedsdirektør i TV 2 sætter sig i stolen 1. februar og skal ifølge Berlingske Media stå i spidsen for relanceringen af BT og Metroxpress i det fælles selskab BTMX, som blev stiftet sidste år.

"Jeg er stolt over, at Michael Dyrby har påtaget sig opgaven med at løfte BT og Metroxpress. Det er en vanskelig opgave, som kræver erfaring, mod og en stærk forståelse for journalistikkens muligheder i en digital tid," udtaler Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske Media, i meddelelsen.

Glæder sig til strategiske valg

Michael Dyrby har efter afskeden med TV 2 senest arbejdet som selvstændig og også været tilknyttet producent i produktionsselskabet Monday.

"Jeg er blevet præsenteret for et projekt, der tager den digitale udvikling alvorligt, og som jeg gerne vil stå i spidsen for. Jeg ser frem til at være med til at tage de strategiske valg, der giver retning og udvikling af BTMX," udtaler Michael Dyrby.

Udnævnelsen af Michael Dyrby betyder, at Jens Grund stopper som ansv. chefredaktør for BT og Metroxpress – en stilling han har bestredet siden stiftelsen af BTMX.

"Fusionen af de to medievirksomheder er gennemført, og strategien er tegnet op. Skal der ske et skifte på posten som ansvarshavende chefredaktør, er tidspunktet det rigtige," udtaler Jens Grund.

MediaWatch arbejder på at få kommentarer fra Michael Dyrby, Anders Krab-Johansen og Jens Grund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Infomedia fusionerer med det svenske selskab Retriever. | Foto: Infomedia.

Infomedia fusionerer med svensk selskab

For abonnenter

Læs også