Digitalisering af TV presser danske reklameregler

MediaWatch

Den eneste realistiske måde, politikerne kan få sat skub i lanceringen af et digitalt jordbaseret sendenet - og få modtage-udstyr ud i hjemmene - er at skabe en bred digital platform bestående af samtlige kanaler, som danskerne benytter sig af i dag - og gerne et par ekstra tilbud med i pakken. Den erkendelse er den digitale følgegruppe kommet til. Det fremgik af gruppens statusmøde i sidste uge, hvor det blev gjort klart, at hvis der ikke kommer klare udmeldinger fra TV3 og TvDanmark1 om, at de vil med på platformen, så kan man ikke regne med, at det bliver en succes. Et alternativ er dog, at man som i England forærer dekoderboksen til seerne.

Erkendelsen er givetvis baseret på udviklingen i Sverige, hvor digitalt jordbaseret TV har været en drønende fiasko, og hvor politikerne nu prøver at gøre ideen mere spiselig for de kommercielle kanaler som Kanal5, TV3 og ZTV.

Problemet er, at kanaler som TvDanmark1 og TV3 skal følge dansk lovgivning, hvis de skal sende på jorden, og det har de ikke lyst til, for det vil koste dem en væsentlig del af deres kommercielle varelager.

Denne problemstilling har hidtil ikke været nævnt i mediedebatten. Men i Sverige har debatten rejst spørgsmålet, om man kan tillade breaks i TV-kanaler sendt på jorden.

Siger danske politikere nej tak, kommer TvDanmark1, TV3 og 3+ næppe på jorden, og så må man finde nogle andre. Tilbyder man Eurosport og CNN pladser, får man stadig kanaler med breaks. Tager man omvendt offentlige nabolandskanaler som NRK og ARD, så bliver det de kanaler, der netop har tabt den store brugerafstemning, der skal drive den digitale introduktion. Den proces kræver et stærkere lokomotiv.

Videre kan udviklingen rejse spørgsmålet, om det er holdbart i længden, at TvDanmark1, TV3 og 3+ sender breaks på jorden, hvis TV2 ikke må?

Den letteste måde for politikere at styre udenom dette område kunne være at vælge satellitløsningen. Så er det afsenderlandet, der bestemmer reklamereglerne, og danske politikere kan melde hus forbi.

Under alle omstændigheder er problemet endnu en krølle på medielovgivningen, der ikke gør medieforhandlingerne lettere.

Hvor hurtigt?

I dag er det ikke ligefrem manglen på kanaler, eller en højlydt kritik af den tekniske kvalitet, der præger debatten. Danskerne er langt mere optaget af bedre programkvalitet i de eksisterende kanaler.

Hvor hurtigt, spørger man? Hvis den øko-nomiske opgangslinie fortsætter, vil for-brugerne få flere penge mellem hænderne, og det giver traditionelt lyst til at prøve ny teknik og nye programmuligheder. Men det kræver noget nyt, der er lige så godt, som da man fik farver på skærmen.

Først og fremmest kræver det klare politiske signaler - og visioner. Folketinget bestem-mer meget af digitaliseringstempoet. I en lang række lande er der sat deadline for, hvornår man stopper med at sende analogt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også