"Teknikaliteter" hos LetsBuyIt.com

MediaWatch

Da pressen for et par måneder siden begyndte at beskæftige sig med LetsBuyIt.com's manglende regnskabsindlevering, lød forklaringen på, at der var tale om en ren fodfejl, der hurtigt ville blive bragt i orden, skriver morgenavisen Jyllands-Posten.

I dag har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bragt sagen for Skifteretten og LetsBuyIt.com er nu ikke længere i stand til at melde ud med en klar dato for aflevering af regnskabet.

Ifølge LetsBuyIt.coms informationsdirektør, Steve Cox, er der nogle "teknikaliteter", som LetsBuyIt.com skal have styr på. Han mener ikke, at virksomheden er ude i et ræs mod uret.

- Vores regnskabsafdeling er færdig, når den er færdig. Vi når det til den deadline, som er sat, siger Steve Cox noget kryptisk, og ønsker ikke at komme ind på, hvad de såkaldte "teknikaliteter" er for nogle vanskeligheder.

Hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er forbløffelsen over LetsBuyIt.coms opførsel stor.

- Det her er bestemt ikke noget som sker ofte i koncerner af den her størrelse. Selskaber, der bliver sendt til tvangsopløsning, er ofte halvdøde, siger kontorchef Kristian Madsen Østerbye fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også