IT-branchen tilfreds med finansloven

MediaWatch

En milliard kroner over fire år til realisering af Erhvervsministeriets ambitiøse .dk21 plan for at gøre Danmark til et netværkssamfund er for IT-branchen en god nyhed.

Blandt initiativer, der hermed realiseres, er Center for Anvendt IT, som skal tilbyde erhvervslivet rådgivning og service inden for det digitale område.

IT-Brancheforeningen har for første gang fået to mærkesager med i finansloven. Standardkontrakter for store offentlige IT-indkøb skal moderniseres, så projekterne fremover kan afvikles meget mere smidigt end fx Amanda og VUE.

En anden ITB-mærkesag på finansloven er hurtig sagsbehandling for udenlandske IT-specialister, der nu inden for en måned skal kunne ansættes i vore medlemsvirksomheder.

Et klart fremskridt fra tidligere tiders smøl, hvor flere fagforeninger skulle høres, inden ansættelse kunne finde sted. Den ny ordning er lige præcis det, vi har ønsket. Selskabsskatten sættes ned, så de etablerede virksomheder bliver mere konkurrencedygtige i Danmark.

- Til gengæld er vi ualmindelig kede af, at det ikke blev muligt for virksomheder at straksafskrive omkostninger til indkøb af PC'ere. Og de strammere regler om virksomheders momskredit vil ramme de mange start-up virksomheder i vores branche, der ikke har den store likviditet at trække på. Finansloven er den første, hvor IT-babyen kravler. Vi er selvfølgelig stolte og glæder os til de næste år, hvor IT skal lære at gå og løbe, siger adm. direktør Jakob Lyngsø fra IT-Brancheforeningen

Ifølge Jakob Lyngsø har de projekter, der finansieres i 2001, været i pipeline længe. Næste år regner IT-brancheforeningen med, at finansministeren leverer en fremadrettet vision, så IT-anvendelse og bredbånd for alvor er med til at finansiere de anstændige vilkår for ældre og sygehusene, som - ifølge IT-brancheforeningen - alle er enige om, vi skal have.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu