Siemens outsourcer produktion
Siemens træder med sit valg i finske Nokia og amerikanske Motorolas fodspor, idet disse tidligere på året valgte at outsource dele af deres produktion til selskaber hjemmehørende i Asien.
Nokia bad således i juni måned det sydkoreanske selskab Telson Electronics om at fremstille dets CDMA håndsæt til salg i Sydkorea, mens Motorola i maj indgik en 240 milliarder kroners handel med Flextronic om fremstillingen af trådløse telefoner, to-vejs pagere samt andet kommunikationsudstyr, skriver IDG.
Outsourcingen er dog ikke Siemens første kontakt med Singapore-selskabet. Flextronic fik sidste år overdraget Siemens serverproduktion faciliteter fra Fujitsu-Siemens i tyske Paderborn og har for nyligt overtaget en fabrik i Pandrup Nordjylland, der fremstiller mobiltelefoner. Fabrikken var en del af Boschs mobilenhed, som Siemens opkøbte tidligere på året.
Siemens siger endvidere, at man vil øge produktionen på selskabets tyske fabrikker i Leipzig, Bocholt og Kamp-Lintfort samt fordoble kapaciteten på fabrikken i Shanghai, der således vil producere 10 millioner enheder per år.
Tiltagene skal støtte Siemens i bestræbelserne på at blive blandt verdens tre ledende producenter af mobiltelefoner.