MediaWatch

Radioavisen indstiller sig på konkurrence

- Vores primetime ligger i morgentimerne. Derfor satser vi nu mere på egenhistorier i morgentimerne i stedet for avisoplæsning. Det betyder, at vi afsætter flere medarbejdere til at arbejde på vores egne historier, der så udsendes næste morgen. Samtidigt arbejder vi meget med præsentationen og formidlingen af historierne, som vi satser på at gøre væsentligt bedre, siger DRs nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, der allerede fra mandag morgen får konkurrence fra en ny radioavis, som samsendes på 15 lokalradioer fordelt over hele landet, skriver Ritzaus.

- Vi har hele tiden vidst, konkurrencen ville komme, og derfor har vi også i lang tid arbejdet med udviklingen af vores egen radioavis. Det betyder bl.a., at samtlige 80 medarbejdere på Radioavisen skal efteruddannes, siger Lisbeth Knudsen, der hilser konkurrenten velkommen.

- Det er da altid fint med konkurrence, der kan holde en til ilden, siger Lisbeth Knudsen. Hun erkender, at konkurrencen også politisk kan vise sig at være en fordel for DR, der ligesom flere andre medier, har lagt billet ind på den fjerde radiokanal, som ventes placeret i forbindelse med et kommende medieforlig.

- Vi har hele tiden gjort opmærksom på, at vi meget gerne vil have den kanal, der vil sætte os i stand til at servicere hele vores målgruppe med de to seriøse P1 og P2 og de mere populære P3 og P4, siger Lisbeth Knudsen.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs