Politiet har ransaget sjællandske tv-pirater

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har ransaget 13 adresser, hvoraf 12 ulovligt har delt koder og skaffet sig adgang til betalingskanaler, såkaldt "card sharing", skriver Berlingske Nyhedsbureau.
"Politi og anklagemyndighed ser med stor alvor på denne form for misbrug af IT-udstyr til uberettiget at skaffe sig adgang til betalings-TV," lyder det fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse ifølge Berlingske Nyhedsbureau.
På baggrund af en anmeldelse fra Stop Nordic Content Protection, der repræsenterer bla. Canal Digital og Viasat, ransagede politiet igår 13 adresser primært på Lolland-Falster og i Herlev, Nivå, Nykøbing Sjælland, Skårup og Galten. På 12 af de 13 adresser fandt politiet ulovligt krypteringsudstyr.
En mand fra Lolland menes at være bagmanden bag distribueringen af koderne til de øvrige ransagede adresser. Han er nu anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om særlig grove overtrædelser af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Strafferammen for "card sharing" er op til halvandet års fængsel. De 12 sigtede brugere risikerer udover fængselsstraffe også bøder på mellem 10.000 og 20.000 kr., oplyser politiet.
Relaterede artikler:
Politiet sigter tv-pirat i Nordjylland
For abonnenter
Politiet slår til mod dansk streamingside
For abonnenter
Sag om pirat-tv ring vokser
For abonnenter