Kulturminister opretter ligestillingspris

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opretter en ny ligestillingspris under navnet Bodil Koch-prisen, som skal sætte fokus på dele af kulturlivet, der gør noget særligt for at fremme ligestilling og diversitet. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Prisen uddeles for første gang i 2023, og vinderen modtager 100.000 kr. og udvælges af kulturministeren og Bodil Koch-komitéen blandt de nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.
”Bodil Koch-prisen skal hylde dem, der tager ansvar og gør en forskel for at skabe ligestilling og diversitet i kulturlivet, og så håber jeg, at prisen vil skabe masser af debat og inspirere endnu flere til at tage kampen op,” udtaler Jakob Engel-Schmidt.
Komitéen består i 2023 af Caspar Eric, Christina Rosendahl, sangerinden Fallulah, Marie-Lydie Nokouda, Sofie Linde og Mette Bennedsen.
Bodil Koch døde i 1972 og var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947-1971. Hun var Danmarks første kvindelige kirkeminister og første kvindelige kulturminister.
Relaterede artikler:
Minister nedsætter nyt bogpanel
For abonnenter