Google-fond giver penge til to danske medier

Zetland og Kristeligt Dagblad får millionbeløb fra Googles nyhedsfond.
Zetland får sammen med Kristeligt Dagblad støtte fra Googles Digital News Initiative. | Foto: PR/Zetland
Zetland får sammen med Kristeligt Dagblad støtte fra Googles Digital News Initiative. | Foto: PR/Zetland

Bedre feedback og ideer fra brugerne på timebasis er omdrejningspunktet i et projekt, som onlinemediet Zetland har fået et millionbeløb i støtte fra Google til at udvikle. Det oplyser Google i en pressemeddelelse.

Med 138.000 euro eller godt en mio. kr. fra Google i ryggen skal projektet integrere Zetlands læserskare i nyhedsrummet - et løfte som online journalistik indtil nu ikke har kunnet levere på, lyder det fra adm. direktør i Zetland Jakob Moll.

"Mange fornuftige mennesker har opgivet at dele deres viden og idéer online, fordi alle råber, og få lytter. Medierne hører heller ikke efter. Det vil vi rette op på. Vi designer nu en ny måde at tale sammen på online, der opleves radikalt anderledes, og hvor Zetlands brugere får indflydelse på vores daglige beslutninger. Målet er sådan set enkelt: Vi vil have samtalen på zetland.dk til at minde om et godt selskab i den virkelige verden. Det betyder, at alle – og især vores skribenter – skal lytte lige så meget, som de taler," udtaler Jakob Moll i pressemeddelelsen.

Penge til Kristeligt Dagblad

Zetland er ikke det eneste danske medie, som modtager støtte fra Googles nyhedsfond. Kristeligt Dagblad får samtidig 50.000 euro – 372.000 kr. – til et projekt, der skal udvikle et værktøj til at optimere en betalingsmur ved redaktionelt indhold.

Det er Googles Digital News Initiative (DNI), der står bag uddelingen af midler. Samlet set uddeler DNI 24 mio. euro til 124 projekter i 25 lande.

Det er anden gang, at fonden uddeler midler til europæiske medier. Sidste år modtog Danwatch som første medie herhjemme penge fra puljen. 50.000 euro fik Danwatch til at udvikle et værktøj, som skal gøre det muligt for journalister at følge et produkts rejse gennem produktionskæden.

“Vi er enormt glade for i dag at kunne annoncere den anden runde af fondsmidler fra Digital News Initiative til en lang række nye, spændende projekter. Google har forpligtet sig til at give 150 millioner euro til initiativer, der er nytænkende, og som forhåbentligt giver europæiske nyhedsorganisationer, store såvel som små, muligheden for at afprøve nye ting, eksperimentere og innovere i det digitale rum,” udtaler chef for Digital News Initiative-fonden Ludovic Blecher i pressemeddelelsen.

En oversigt over fordelingen af de nye projekter kan ses her:

Zetland: Telia-aftale gør en stor forskel 

Zetland bliver del af mobilabonnement 

Googles nyhedsfond åbner for ansøgninger

Dansk medie får støtte fra Googles nyhedsfond 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også