Lovforslag gør det muligt for kritisk USA at forbyde Tiktok

Tiktok er en potentiel risiko for nationen, siger Det Hvide Hus. Lovforslag vil muliggøre et forbud mod app.
Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau/dpa

Det Hvide Hus i Washington har igen beskrevet det kinesiske Tiktok som en mulig trussel mod nationens sikkerhed.

Og i Kongressen tages der skridt til at vedtage en lov, der vil give præsident Joe Biden ret til at forbyde det sociale medie i USA.

Det Hvide Hus, hvor USA’s præsident regerer fra, har forbudt de ansatte at bruge Tiktoks app.

Det sociale medie er ejet af selskabet ByteDance, som er hjemmehørende i Kina. Tiktok benægter, at det bruger sin app til at spionere mod amerikanere.

På et pressemøde siger talskvinden for Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, at appen ”udgør et problem” og er blevet til en sag.

”Vi har nogle bekymringer om det, eftersom det relaterer til amerikaneres data, at det indsamler amerikaneres data, og at det er en potentiel sikkerhedsrisiko for nationen,” siger hun.

Tiktoks app er overordentlig populær blandt børn og unge i USA, lige som den er i Danmark og andre steder i verden.

Lige før weekenden blev der præsenteret et lovforslag i Repræsentanternes Hus. Det vil gøre det muligt for præsident Biden at forbyde Tiktok over hele USA.

Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus har stemt for lovforslaget med stemmerne 24 mod 16. Udvalgets formand, Michael McCaul, siger, at det nu skal sendes til afstemning i hele salen.

”Tiktok er en moderne udgave af den trojanske hest (for Kinas kommunistparti, red.), som bliver brugt til at overvåge og udnytte amerikanernes personlige oplysninger,” siger han.

Loven er først gyldig, hvis både Repræsentanternes Hus og Senatet har stemt for, og den er underskrevet af præsident Joe Biden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også