BBC-formand åbner kattelem for salg af BBC3

Det er for tidligt at afskrive et salg af BBC's ungdomskanal BBC3, skriver The Guardian.
Formanden for 'BBC Trust', der har en funktion svarende til DR's bestyrelse som overordnet myndighed, der skal pleje de britiske licensbetaleres interesser, siger nu, at fonden vil overveje et kontroversielt købstilbud på kanalen.
I januar tilbød to tv-producenter Hat Trick og Avalon Television at overtage tv-kanalen, som BBC vil gøre til ren online kanal, for 100 mio. pund - knap 1 mia. dkk.
Frieriet vakte ikke just begejstring i BBC's ledelse, men nu siger den nyudnævnte formand for BBC Trust, Rona Fairhead, at fonden vil tage tilbuddet med i overvejelserne om BBC's fremtid, som pågår i de kommende måneder.
"Spørgsmålet er, hvad det er?" sagde hun om buddet, da hun holdt sin første større offentlige tale til Royal Television Society i går.
Den tidligere chef for Financial Times Group uddybede, at der var en række uklarheder omkring forslaget, der manglede at blive afdækket, og en række spørgsmål, der ville skulle overvejes i forbindelse med et eventuelt salg. Det gælder f.eks. kanalens branding i forhold til forbindelsen til BBC og de privilegier, kanalen har som en del af BBC, f.eks. placering i tv-programmer og -pakker.
BBC ønsker at gøre BBC3 til et online tilbud bl.a. for at give place til en tidsforskudt kanal, BBC1+1.