DR omorganiserer produktionsarm og nedlægger op til 20 stillinger

DR Medieproduktion skal omlægges i tråd med DR’s digitale omstillingsstrategi. Samtidig melder underdirektør, at programøkonomien de kommende år vil falde, og at der derfor skal nedlægges stillinger.
Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

DR’s omlægninger med digitalt fortegn, faldende indtægter og stigende udgifter til musiklicenser sætter nu ind i public service-stationens interne produktionsenhed DR Medieproduktion, hvor underdirektør Charlotte Borg onsdag har meddelt en række ændringer til medarbejderne.

”Jeg har i går fortalt mine medarbejdere i DR Medieproduktion, at op mod 20 stillinger desværre skal nedlægges. Det er en afledt effekt af de ændringer, DR’s indholdsområder gennemførte i efteråret, og som vi nu tilpasser medieproduktionen til,” skriver Charlotte Borg til MediaWatch.

DR Medieproduktion beskæftiger i dag omkring 300 årsværk, oplyser DR. De faldende programressourcer betyder også, at DR Medieproduktion kommer til at bruge færre freelancere og løst ansatte fremover.

Hun henviser til den sparerunde, DR gennemførte i september, hvor i alt 47 medarbejdere blev sindet til afskedigelse – herunder 33 fra Kultur, Børn og Unge-området og 14 fra DR Nyheder. Her blev flere programlukninger og -ændringer samtidig meldt ud, hvor særligt kultur- og nyhedsprogrammer var omfattet.

I forbindelse med sparerunden erkendte DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, at der ville blive flyttet ressourcer fra indholdsproduktionen til digital udvikling, for at DR kan følge med i den teknologiske omstilling. I regnestykket indgår desuden, at midlertidige indtægter fra inddrivelse af gammel licensgæld bortfalder, samt at prisen for musikrettigheder er stigende.

”Der er altså ikke tale om, at DR lukker eller ændrer flere programmer end dem, der allerede er blevet meldt ud i efteråret, men når der skal produceres færre programmer, så bliver der også mindre brug for de ydelser, vi har på hylden i medieproduktion,” skriver Charlotte Borg.

Sammensmeltning og ny afdeling

Samtidig med meldingen om kommende afskedigelser i DR-afdelingen har Charlotte Borg meldt ud om organisatoriske ændringer i produktionsarmen, der bl.a. står for afvikling af studie- og liveproduktioner i DR. De to ting har dog ikke direkte noget med hinanden at gøre, understreger hun.

Konkret bliver afdelingerne Programproduktion Øst og Programproduktion Vest smeltet sammen til én enhed med base i Aarhus. Dermed får programproduktionen én ledende produktionschef i skikkelse af Poul Kaas, der hidtil har været chef for Programproduktion Vest. Her samler man ansvaret for DR Medieproduktions produktionstekniske personale, udstyr, faciliteter, studier og planlægning på tværs af DR Byen og DR Aarhus.

Samtidig opretter DR en ny teknisk afdeling, der får titlen Kreativ Udvikling og Postproduktion, under DR Medieproduktion. Afdelingen får egen områdechef, som endnu ikke er fundet. 

Tillidsrepræsentant ærgrer sig

Der er som nævnt tale om op til 20 stillingsnedlæggelser, og DR-ledelsen vil frem mod 2. februar forhandle med de relevante faglige organisationer om muligvis at nedbringe antallet.

Fællestillidsrepræsentanterne for de journalistiske medarbejdere på DR, Henrik Friislev Vilmar, ærgrer sig over, at det er nødvendigt at afskedige medarbejdere i DR. 

”Jeg er ked af, at vi endnu en gang skal igennem en fyringsrunde i DR. Det skaber en masse utryghed, som bliver hængende i lang tid, og jeg havde håbet, at man kunne klare det ved naturlig afgang og ansættelsesstop,” siger han. 

Der forestår nu et arbejde med at forsøge at nedbringe antallet af afskedigelser.

”Lige nu arbejder vi benhårdt på, om vi kan finde andre løsninger. I mine øjne bør afskedigelser være det allersidste, man overhovedet gør,” siger han.

Charlotte Borg har samme målsætning, fortæller hun.

”Jeg er glad for, at vi er i en god og konstruktiv dialog med de faglige organisationer i DR om de nødvendige ændringer, vi må gennemføre i Medieproduktion. Frem til den 2. februar vil vi arbejde tæt sammen om at nedbringe antallet af afskedigelser så meget som muligt,” skriver hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også