MediaWatch

Facebook mister terræn som nyhedskilde

Efter års stigende brug af Facebook som kilde til nyheder er udviklingen toppet og vendt i flere lande, konkluderer den årlige Digital News Report. Den viser desuden, at Danmark halter bagud på et punkt i forhold til de nordiske kollegaer.

Ritzau Scanpix/AP/Richard Drew/Arkiv
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Richard Drew/Arkiv

Brugernes loyalitet og tiltro til Facebook, når det gælder om at blive opdateret på nyhedsfronten, har toppet og er på retræte i flere lande.

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i den årlige Digital News Report, som Reuters Institute på Oxford Universitet står bag, og som netop er udkommet.

"I de sidste syv år har vi sporet de vigtigste kilder til nyheder i store lande og har rapporteret om notorisk vækst i brugen af ​​sociale medier som kilde til nyheder. I mange lande er væksten stoppet eller vendt," lyder det i rapporten, der samtidig slår fast, at det altovervejende er Facebooks rolle, der er svækket i den generelle brug af sociale platforme som indgang til nyheder.

Hvis man kiggere alene på Facebook, er antallet, der ugentligt bruger Facebook som nyhedskilde, faldet i 18 af de 27 lande, som rapporten omfatter. Det gennemsnitlige tal for, hvor mange der ugentligt tyr til Facebook for nyheder, er faldet fra 42 pct. sidste år til 36 pct. i 2018-rapporten.

Ændret algoritme

Et af de største fald er sket i USA, hvor 39 pct. ugentligt tjekker nyheder på Facebook - et fald på 9 procentpoint fra 2017. I Skandinavien er det største fald sket i Danmark med 5 procentpoint til 34 pct. I Finland er faldet 2 procentpoint til 33 pct., i Norge 1 procentpoint til 40 pct, mens det i Sverige uændret er 36 pct., der ugentlig bruger Facebook for at få nyhedsoverblikket.

Med til billedet hører Facebooks ændring af algoritmen ved nytår, der har opprioriteret opslag fra venner og familie i nyhedsfeedet. Det har gjort mængden af opslag fra medier og virksomheder i øvrigt mindre.

"Det er værd at bemærke, at gennemsnitlig brug af Facebook til alle formål er forblevet stort set det samme siden 2015, mens brugen af ​​nyheder er faldet. Det tyder på et fald enten i det generelle engagement eller en reduktion i visningen af nyheder i Facebook-algoritmen, da virksomheden prioriterer interaktioner med familie og venner og forsøger at begrænse virkningen af ​​"falske nyheder"," lyder det i rapporten.

Samtidig er andre sociale platforme som Whatsapp, Instagram og Snapchat i vækst på nyhedsfronten i flere lande. Især WhatsApp er blevet en væsentlig nyhedsdistributør i flere lande – dog mest uden for Europa.

"Brugen af WhatsApp til nyhder er næsten tredoblet siden 2014 og har overhalet Twitter i mange lande. Men det dækker over store forskelle fra 54 pct. i Malaysia og 48 pct. i Brasilien til 14 pct. i Tyskland og bare 4 pct. i USA," fremgår det.

Danmark halter efter

På et punkt afviger danske forbrugere fra naboerne i Skandinavien. Mens der i Norge, Sverige og Finland er flere og flere, der tegner digitalt abonnement på et nyhedsmedie, så der udviklingen stagneret i Danmark.

Norge topper i undersøgelsen blandt landene, hvor flest har betalt for online-nyheder det seneste år. Det svarer 30 pct. af nordmændene ja til – en stigning på 5 procentpoint i forhold til 2017. Sverige ligger på andenpladsen med 26 pct., der svarer ja, en stigning på 6 procentpoint. I Finland svarer 18 pct. ja - et løft på 4 procentpoint, mens tallet i Danmark er 15 pct. – uændret i forhold til året før.

"Alle disse lande har et lille antal udgivere, der vedholdende forfølger forskellige paywall-strategier. De har den ekstra fordel at komme fra velhavende samfund, der værdsætter nyheder, har en stærk abonnementstradition, og hvor sprog og den lille størrelse af deres marked beskytter dem mod fremmede konkurrence," lyder det i rapporten.

Vinder på troværdighed

Endelig slår rapporten også fast, at brugerne har størst tillid til troværdigheden af de nyheder, som de redaktionelle nyhedsmedier formidler, og mindst til nyheder fra sociale medier.

44 pct. har tillid til "nyheder generelt", mens 34 pct. svarer, at de generelt stoler på nyheder, de finder via søgemaskiner, mens færrest, 23 pct. svarer, de har tillid til nyheder fundet på sociale medier.

Danmark er blandt de lande, hvor tiltroen generelt til nyhedsstrømmen er størst. Her svarer 56 pct., at de stoler på "de fleste nyheder det meste af tiden" – nok til en sjetteplads blandt de undersøgte lande. Finland topper med 62 pct.

Forsiden lige nu

DF afviser at acceptere Bocks tre krav

Dansk Folkeparti vil ikke vende tommelfingeren opad til de tre krav for den økonomiske ramme i medieforhandlingerne, som Mette Bock har sat op for videre forhandlinger. "Der er stadig lang vej igen," siger partiets medieordfører.

Radio24syv-vært er fyret

Radio24syvs René Fredensborg, der har været vært på radiostationen siden dens opstart, er blevet bedt om at forlade arbejdspladsen med øjeblikkelig virkning.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere