MediaWatch

Cavling-nominerede: Sådan fandt vi historierne

Berlingske, Information og TV 2-serie produceret af Dokumentarkompagniet kan senere i dag drage hjem med Cavling-prisen. Læs her historierne bag de nominerede projekter.

Cavling-prisen uddeles i eftermiddag. Prisoverrækkelsen foregår i Nationalmuseets festsalg, og nomineret til den fornemme journalistpris er tre projekter.

De spænder fra Berlingskes afdækning af den sag, der senere blev kendt som Gyllegate, over TV 2-dokumentarserien "Moskeerne bag sløret" produceret af Dokumentarkompagniet til Informations serie "Vidnesbyrd" med beretninger fra voldtægtsofre.

MediaWatch har spurgt de nominerede, hvordan historierne opstod, hvilke udfordringer de stødte på undervejs, og hvilke gode råd der kan gives videre til andre.

Moskeerne bag sløret

Cavling-komiteen om nomineringen: "Dokumentarkompagniet/TV 2 for deres afsløringer af de skjulte forhold i nogle af Danmarks største moskeer i serien "Moskeerne bag sløret"."

Irene Thyrri og Martin Kjær Jensen, Dokumentarkompagniet

”Vi fokuserede på et område, som vi begge to har beskæftiget os med i rigtigt lang tid. Martin har et stort kildenet i miljøet, han har fokuseret på imamernes rolle og har skrevet en bog med Ahmed Akkari. Irene har tidligere fokuseret på især kvinderettigheder i miljøet og fortalt den del af historien tidligere i dokumentarer på DR.

Vores spørgsmål var grundlæggende: Hvad er det, der gør integration så svær at få til at fungere i de her miljøer? Vi siger ikke, at det gælder i alle muslimske miljøer, men i dele af dem. Vi fokuserede så på imamernes rolle, fordi vi havde talt med mange kilder i miljøet, som fortalte os om, hvordan det er svært at sætte sig op imod magtfulde kræfter i særligt det religiøse miljø.

Vi havde hørt historierne før, men ville gerne komme videre og undersøge, hvilke kræfter i miljøet der er med til at fastholde de her kvinder, børn og andre i sådan en social kontrol.

Vi havde spurgt i moskeerne og fået de svar, som vi kunne forvente, nemlig at imamerne ifølge dem selv understøtter integrationen. For at komme et skridt videre var vi enige om at gøre noget ret radikalt ved at rekruttere to muldvarpe. Vi talte med SVT, som har lavet en dokumentar om samme emne også med muldvarpe, og med et britisk selskab, der arbejder med undercover-journalistik, for at lære af deres erfaringer. Vi blev enige om at finde muldvarpene uden for Danmark. Vores land er så småt, at man nemt kan blive genkendt efterfølgende, hvis man har været muldvarp i sådan en dokumentar.

Den mandlige muldvarp fandt vi relativt hurtigt via vores netværk. Han var oplagt, fordi han talte arabisk, og fordi han var uddannet soldat. Det gjorde os trygge ved at sende ham ind som muldvarp. Den kvindelige muldvarp ledte vi lidt længere efter og trak på vores netværk i udlandet. Fordelen ved hende var blandt andet, at hun var god til engelsk.

Det, der overraskede os mest positivt, var, hvor nemt det var for de to muldvarpe at få kontakter i miljøet. Den mandlige muldvarp fik hurtigt nogle kontakter i miljøet og talte med imamer. Det var jo godt klaret. Han kendte imamernes sprog og deres religiøse baggrund. Den kvindelige muldvarp var god, bl.a. fordi det lykkedes hende at få kontakt til et meget lukket somalisk miljø og en moske, vi ikke havde hørt om.

Vi måtte erkende, at det ikke er så nemt at sætte to mennesker til at bo samme i tre måneder. Selv ens bedste ven kan man jo blive træt af, hvis man rejser sammen i tre måneder. Der vil være nogle udfordringer, og det var der også med vores muldvarpe. Ud over at de var fremmede for hinanden, skulle de også spille uvante roller, samtidig med at de skulle bo sammen 24 timer i døgnet. Det endte med, at de flyttede fra hinanden de sidste 14 dage, og det passede fint med, at vi havde planlagt, at en krise i deres forhold skulle resultere i, at de flyttede fra hinanden. Og det viste sig så at passe med virkeligheden. Det var rart for dem, fordi de fik lidt luft.

Det, vi primært har lært af processen, er, at ordentlighed betaler sig. Det betaler sig at huske nuancerne. Hvis det bliver for skingert, så er der ikke nogen, der vil høre efter, i hvert fald kun en meget lille målgruppe. Vi vidste godt, at vi tog fat på et kontroversielt emne, og at vi gjorde det på en kontroversiel måde. Så vi var klar over, at vi ville blive sat under lup. Derfor var vi uhyggeligt grundige med vores optagelser. Vi måtte endelig ikke blive grebet af en skarpvinkling. Det var afgørende, at vi lavede en fair klipning af seancer, der varede måske en halv eller hel time. Vi udskrev hele bånd og havde det igennem flere instanser for at vurdere vores klipning. Det var træls og tidskrævende undervejs, men vi er glade for, at vi gjorde det.

Vi lærte også, at nuancer er med til at skærpe budskabet. Mange syntes, at det færdige resultat var skarpt, men vi gjorde en stor indsats for at balancere det. Det gjorde vi, fordi vi ikke ville have, at det blev skingert.

Vi ved, at vi har lavet et kontroversielt program, hvor der vil blive rejst kritik - også af vores journalistiske metode og vores måde at udvælge materialet og fortælle historien. Vi er glade for at kunne diskutere journalistik, fordi der ikke er en facitbog og en endelig sandhed. Men vi holder fast i, at vi har givet en fair fremstilling, og den kritik, der har været efterfølgende, bærer præg af, at det tager udgangspunkt i et klip på syv minutter ud af en seance, der var meget længere. Vi var sådan set rolige ved det, da vi hørte, at der dukkede noget op, fordi vi mener, at vi har været grundige og fair. Man kan selvfølgelig diskutere nuancerne, og man vil aldrig være helt enige om, at man lægger snittet det fuldstændigt rigtige sted. Men jeg mener, at kritikken har handlet om nuancer."

Vidnesbyrd

Cavling-komiteen om nomineringen: "Dagbladet Information for Vidnesbyrd, også kendt som #jegblevvoldtaget - en kombineret print/digital produktion med gribende fortællinger om voldtægt."

Lærke Cramon, Sigrid Nygaard og Anna von Sperling, Information

"I januar 2016 fyldte debatten om voldtægt stort set alle flader som følge af de voldsomme begivenheder i blandt andet Köln nytårsnat. Det påfaldende var dog, hvor hurtigt voldtægterne gled i baggrunden til fordel for en ophedet debat om de forandringer, som Europa gennemgår, hårdt opstillet af ideologiske fronter.

Midt i det skrev vores korrespondent i Frankrig, Tine Byrckel, en statusopdatering på Facebook, der hed "min voldtægt" med en efterfølgende detaljeret beskrivelse. Flere kvinder fulgte op i kommentarsporet, og det var disse reaktioner, der gav os ideen. Vi spurgte os selv, om vi i et landsdækkende dagblad mon kunne skabe et lignende rum. Vi gik videre med nogle af de fortællinger, der var kommet frem som følge af statusopdateringen og opfordrede andre kvinder til at dele deres historie i netop den ramme: Det er din historie. Vi håbede på at få 25 henvendelser. Der kom 170.

Det har været en udfordring undervejs at arbejde med sårbare kvinder, hvis medvirken har krævet, at vi som journalister og fotograf har været i stand til at opbygge en langvarig og tillidsfuld relation.

Langt de fleste vidnesbyrd handler om voldtægter, der aldrig er blevet anmeldt, og som kvinderne ikke før har fortalt om, ikke engang til deres nærmeste. Det betyder, at der i rigtigt mange tilfælde ikke er dokumenter, som kan underbygge kvindernes historier. Ingen politiafhøringer, ingen retsmedicinsk undersøgelse, ingen vidner. Betyder det, at vi som journalister ikke må skrive om det, der ikke kan bevises sort på hvidt? Nej, naturligvis ikke. Så indskrænker man journalistikken til udelukkende at kunne udfolde sig inden for en lille, snævert defineret bane.

Selvfølgelig skal vi kunne fortælle om kriminelle handlinger, der aldrig bliver anmeldt og derfor ikke figurerer i statistikkerne. Vi har tydeligt deklareret vores journalistik og givet kvinderne definitionsretten til deres historier. Det betyder dog ikke, at vi er gået ukritisk til deres historier. Vi har krydstjekket deres historier, så godt vi kunne, sorteret fra og kun gået videre med de historier, som vi stoler på, og som er fortalt af kvinder, vi over en periode har opbygget stor tillid til.

Mange ting overraskede os i processen. Det skyldes formentligt, at vi gik fuldstændigt åbne til projektet. Vi havde ingen bagvedliggende dagsordner, kvinderne blev ikke "castet" til at være cases, der skulle underbygge allerede definerede teser om, hvem der voldtager, og hvem der bliver voldtaget.

For det første var det overraskende at erkende, hvor meget et overgreb kan fylde i et menneskes bevidsthed, relationer og generelle ageren i livet. For det andet overraskede det os, hvor meget voldtægter har til fælles. For selvom om de voldtægter, vi har beskrevet, umiddelbart kan se meget forskellige ud – fremmede kan voldtage, dem, man elsker, kan voldtage, voldtægt kan både foregå om natten og om dagen, der findes kontaktvoldtægter, der findes overfaldsvoldtægter, og voldtægter kan ske i en gyde, men de kan også ske i dit eget hjem – så har de næsten altid tre ting til fælles: Følelserne skam, skyld og tvivl. Skam over, at de ikke sagde klart og tydeligt fra. Skyld over, at de selv inviterede deres gerningsmand ind over dørtærsklen. Tvivl, fordi deres hukommelse svigtede og lukkede ned, da det forfærdelige skete.

Vi tager blandt andet med os, at de journalistiske succeskriterier ikke altid skal hentes i den værktøjskasse, vi kalder klassisk journalistik. Vi har ikke fældet en magthaver, og vi kan ikke vide, om vi er den direkte årsag til, at en lov er blevet lavet om. Til gengæld har vi været med til at ruske op i vores kultur. "Vidnesbyrd" har sat overgreb og vigtigheden af samtykke til debat. Serien har frembragt nye erkendelser af, hvordan voldsofre mødes af fx efterforskere, retsvæsen og familie. Vi har fået mange henvendelser fra politi, forskere, jurister og skoleelever, som fortæller, at projektet har givet anledning til selvransagelse. Mange af kvinderne har tilkendegivet, at deres medvirkning har sat dem fri, og de er meget stolte af, at de i fælles front bærer hinandens historier.

Vi behandlede et emne, der er ligeså gammelt som menneskeheden selv, og som journalistisk er beskrevet uendeligt mange gange før. Men aldrig på denne måde.

Det gode råd må være, at vi skal blive bedre til med nye øjne at kigge på de områder og konflikter, vi som presse ofte dækker. Glem for et øjeblik dine vinkler og teser. Glem den traditionelle brug af cases og spørg dig selv: Kan jeg fortælle den her forfra på en ny og anderledes måde, som bidrager med nye, vigtige erkendelser?"

Gyllegate

Cavling-komiteen om nomineringen: "Berlingske, for at have afsløret manipulation omkring grundlaget for regeringens landbrugspakke, også kendt som Gyllegate."

Chris Kjær Jessen, Michael Lund og Lars Nørgaard Pedersen, Berlingske

"I Berlingskes gravegruppe undrede vi os, da tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterede aftalen om landbrugspakken. På den ene side lod regeringen landmændene gøde deres marker markant mere, og på den anden side sagde ministeren, at miljøet ville få det bedre. Der ville gradvist og helt fra begyndelsen komme mindre kvælstof ud i havmiljøet, oplyste ministeren, og denne påstand blev gentaget i samråd og svar til Folketinget.

Vi undrede os over det og satte os for at undersøge, om der var givet retvisende oplysninger til Folketinget.

Regeringen havde fremlagt et regnestykke, som bakkede ministerens udsagn op. Vi brugte uger på at gennemgå regnskabet, læse rapporter og tale med embedsmænd og eksperter. Ved at lægge alle oplysningerne sammen lykkedes det at knække regeringens regnestykke. Vi kunne afdække, at regeringen havde indregnet positive miljøeffekter fra tre tidligere år, hvilket fik regnestykket til at gå i plus de første år af pakkens levetid. En lang række af de forskere, som havde leveret de oprindelige tal bag regeringens lovpakke, advarede mod, at regeringen brugte tallene forkert.

Afsløringen førte nye historier med sig om forskere, der følte sig presset til at bruge bestemte regnemetoder og anonyme embedsmænd, som havde oplevet et usædvanligt forløb.

Vores største overraskelse er nok, at sagen blev så stor, og at statsministeren offentligt udtalte, at han fandt det mere sandsynligt at udskrive folketingsvalg end at afskedige Eva Kjer Hansen.

Regeringen fastholdt undervejs, at der intet usædvanligt var ved regnemetoderne. Vi vidste dog, at der fandtes et dokument – et såkaldt kvælstofcover - som var blevet forelagt regeringens topministre i fortrolighed, og hvor embedsmændene i kraftige vendinger advarede regeringen mod problemer ved at hente gamle miljøgevinster og bruge dem til miljøberegninger frem i tid. De berørte ministerier afviste at give os indblik i advarslerne, og en af de største udfordringer for os var at skaffe dette dokument ad uformelle kanaler. Det lykkedes dog efter ugers intenst kildearbejde, og vi kunne på den måde dokumentere, at regeringen udmærket vidste, at regnemetoderne var problematiske.

For os har den vigtigste læring været at bevare fokus på sagens substans, når medierne og hele det politiske Danmark står i brand. Alle havde en mening om vores dækning, Lars Løkke Rasmussen var tæt på at udskrive valg, og de fleste medier brugte store ressourcer på at diskutere, om det var berettiget, at Eva Kjer Hansen skulle fyres. Vi overlod disse spekulationer til andre og koncentrerede os i stedet om at dække substansen i landbrugspakken og skaffe kvælstofcoveret, så vi kunne dokumentere sagens omfang."

Berlingskes dækning var med til at koste Eva Kjer Hansen (V) posten som miljø- og fødevareminister.

Forsiden lige nu

Debat: Facebook-melding kalder på mediesamarbejde

Facebook har besluttet at skrue ned for mediernes indhold i brugernes nyhedsfeed. Men i stedet for at gå i panik bør medierne åbne øjnene for trafiksamarbejder, skriver dansk landechef i medieteknologiselskab.

Egmont Publishing overtager webshop

Den svenske webshop Outnorth skifter ejer. Egmont Publishing øger ejerandelen til over 90 pct. for et trecifret millionbeløb som led i vækststrategi.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere