Chefredaktør: Opkøb styrker den lokale journalistik

Avislæserne på Fyn kan se frem til en stærkere dækning i deres lokalområde, skriver fyens.dk.
Meldingen kommer fra koordinerende chefredaktør i Jysk Fynske Medier og ansv. chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Per Westergård, efter det i går kom frem, at Jysk Fynske Medier skal overtage Midtjyske Medier.
Han understreger, at de fynske læsere ikke vil komme i klemme, selvom koncernen bag de fynske aviser breder sig i Jylland.
"Fyens Stiftstidende er en af de helt store aviser i samarbejdet. Og hele idéen er, at vi ikke skal nedlægge, men styrke journalistikken i lokalområderne - og den lever bedst blandt borgerne. Der kommer ikke én mega-avis. Vi beholder både Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende," siger chefredaktøren.
På kort sigt vil læserne ikke mærke de store ændringer, men på længere sigt vil overtagelsen af Midtjyske Medier ifølge chefredaktøren frigive midler til at udvikle journalistikken. For jo flere, man er til at deles om de kedelige udgifter til trykkeri, økonomiafdeling og IT, jo større økonomisk råderum er der til udvikling af medierne, konstaterer han.
DJ byder fusion velkommen
Også hos Dansk Journalistforbund er der en forhåbning om, at opkøbet kan have en positiv effekt på den lokale journalistik. Det skriver forbundsformand Lars Werge på sin blog på journalisten.dk.
"Jeg hilser opkøbet velkommen. En sikker forankring i de journalistiske og publicistiske kerneværdier, med fokus lagt på lokal og regional journalistik, har i forvejen præget såvel Jysk-Fynske Medier som Midtjyske Medier, og forretningsmæssigt ser operationen ud til at give mening," skriver Lars Werge.
Formanden vurderer, at gårsdagens opkøb har skabt mere soliditet "i såvel en gruppe lokale/regionale medier som hos udgiveren af en lille håndfuld landsdækkende medier."
Relaterede artikler:
Omringet chefredaktør: Vi vil fortsætte som selvstændige
For abonnenter
Professor: Berlingske-ejer interesseret i dansk frasalg
For abonnenter