MediaWatch

Statsminister: Man kan påstå alt muligt - aviserne trykker det

Der er sket et skred i den offentlige debat ifølge statsministeren, der kritiserer medierne hårdt.

Mette Frederiksen til åbning af Folkemødet på Bornholm. | Foto: Ida Marie Odgaard

Statsminister Mette Frederiksen (S) kritiserer danske medier i den nyeste udgave af sin podcast ”Statsministeren spørger”.

Hun mener, der er sket et skred i den offentlige debat, og at hvem som helst kan komme med falske påstande, som bliver gengivet ukritisk i aviser eller andre medier.

”En ny tendens er jo, at man kan stille sig op og sige ting, som er forkerte, uden der sker noget. Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker,” siger Mette Frederiksen.

”Og det bliver trykt i avisen. Journalisterne gengiver det. Der er ingen, der ligesom siger ”hov, er det rigtigt, det du siger” eller ”har du noget at have det i”?,” siger Mette Frederiksen, der også er pressens minister.

Podcasten blev optaget torsdag på Folkemødet, hvor statsministeren debatterede med tidligere folketingsmedlem for Venstre Søren Pind.

De kommer ikke umiddelbart med konkrete eksempler.

Tidligere har Socialdemokratiet flere gange kritiseret, at regeringen bliver udsat for kritik i forbindelse med sagen om Claus Hjort Frederiksens sigtelse.

Regeringen støttede en indstilling om at tiltale Hjort for at afsløre fortrolige oplysninger, men der var ikke flertal i Folketinget for det.

Den tidligere forsvarsminister har før sagt, at han mener, at regeringstoppen står bag sagen.

I podcasten taler Frederiksen og Pind også om tonen på sociale medier, og at der bliver talt endog meget hårdt om andre.

”Jeg bliver helt forstemt af, hvordan man kan skrive sådan om andre mennesker. Det er jo alle. Skolelæreren, parkeringsvagten, politikere,” siger Mette Frederiksen.

”Departementschefen,” bryder Søren Pind ind.

”Ja, departementschefen i Statsministeriet, hvor der også er grænser, som har ændret sig,” siger Frederiksen.

”I gamle dage var der en redaktør på en avis, der sagde ”ej kammerat, sådan kan du ikke skrive om borgmesteren. Eller om din nabo. Du må lige tilbage til skrivemaskinen”.”

”Men i dag er der fuldstændig fri adgang og ikke mange voksne, der siger ”hov vi bliver nødt til at have nogle spilleregler”,” siger hun.

Dermed henviser de til minksagen, hvor departementschef Barbara Bertelsen og Frederiksen er blevet afhørt.

Normalt lever en departementschef en mere anonym rolle, men coronasituation og minksagen har bragt Bertelsen i offentlighedens søgelys.

Der ventes en beretning om deres rolle i aflivningen af flere millioner mink i slutningen af juli.

Statsministeren har tidligere langet ud efter medierne.

På flagdagen i 2021 beskyldte hun danske medier for ikke at udvise respekt for de danske soldater.

De skulle have ”arbejdsro” og ”fuldstændig opbakning”, sagde hun, da regeringen blev kritiseret for sin håndtering af exit fra Afghanistan.

På Socialdemokratiets kongres samme år efterspurgte hun, at medierne ”sikrer proportionalitet” i deres dækning.

Chefredaktør for Politiken Christian Jensen og chefredaktør for Information Rune Lykkeberg har tidligere talt om, at hun er ved at skabe et modsætningsforhold mellem medier og demokrati.

De mener, at hun kommunikerer for meget via sociale medier, og at hun ikke i tilstrækkelig grad stiller op til kritiske interviews.

Det gælder for eksempel, når hun udgiver en podcast frem for at stille op til flere interviews.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

B.T. lukker printavisen, cityredaktionerne nedlægges og chefredaktør Jonas Kuld Rathje stopper, Bog & Idé barsler med streamingtjeneste, og DR gentænker kulturdækningen. Det har været en travl uge i Mediedanmark, men du får overblikket over de vigtigste historier lige her.

Den Uafhængige venter øget vækst i 2022 med dyrere abonnement

Radiostationen, der gik i luften i 2020, lagde 20 kr. til abonnementsprisen i marts, hvilket har fået nogle af de betalende lyttere til at falde fra. Medlemstallet ventes dog at vokse og omsætningen stige i indeværende år, vurderer strategichef Kasper Saugmann.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs