MediaWatch

Udgivere af egne bøger bliver mere professionelle

Forlagene i midten: Forfattere, der vælger at udgive bøger selv, efterspørger i stigende grad services inden for eksempelvis markedsføring ifølge forlag, og det skaber nye forretningsmuligheder i branchen.

Morten Germund/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

Markedet for selvudgivere er blevet langt mere professionelt og anerkendt blandt forfattere. Det kommer til at smitte af på branchen, lyder det fra flere forlag, der arbejder med selvudgivere.

Dengang Mikael Strøm Eriksen begyndte som forlægger på medudgiverforlaget Skriveforlaget, var det de færreste forfattere og forlag, som ville røre ved det, der hed selvudgivelse og medudgivelse – hvor forfatteren selv udgiver sin bog med eller uden hjælp fra et forlag som medudgiver.

"Det var sådan, at for at man kunne være rigtig forfatter, skulle man også udkomme på et traditionelt forlag," siger han og tilføjer:

"Men sandheden var jo i min optik, at forfatteres manuskripter også blev vurderet på, om de var kommercielt bæredygtige til de store forlag."

Skriveforlaget udgiver omkring 60 bøger årligt, men håber på at fordoble antallet af udgivelser inden for et år, når det kommer til medudgivelser.

"Gyldendal og de andre lever af at sælge bøger. Vi lever af at udgive bøger," siger Mikael Strøm Eriksen.

Han peger på, at der er flere, som kalder sig skribenter og forfattere end nogensinde før, mens de traditionelle forlag tager færre udgivelser ind. Derfor er der ifølge Mikael Strøm Eriksen også mere godt stof blandt selvudgivelser i dag.

Bruger penge på marketing

Books on Demand er en tysk virksomhed, som trykker og udgiver bøger for selvudgivere via en onlineplatform. På det danske marked er antallet af titler, som forfattere har udgivet i eget regi steget med 40 pct. i løbet af de seneste tre år til 3000 titler i øjeblikket, viser Books on Demands tal.

Forfattere, der vælger at udgive selv, arbejder også i stigende grad sammen med eksempelvis grafikere og redaktører og investerer flere penge i tjenester som marketing og korrekturlæsning ifølge selskabets nye undersøgelse af markedet.

På det danske marked har Books on Demand oplevet en vækst på 23 pct., når det kommer til efterspørgslen på forfatterservice-tilbud inden for bogdesign- og redigering sammenlignet med sidste år. Det fortæller Lisbeth Jensen, som er er ansvarlig for den danske forretning.

Selvudgiverbøger indkøbes ikke af bibliotekerne i samme grad som titler fra de etablerede forlag, mens selvudgiverne sjældent bliver anmeldt i de traditionelle trykte medier.

Men i takt med at flere forfattere begynder at samarbejde med tredjeparter om indhold og markedsføring, har tendensen ændret sig en smule, siger Lisbeth Jensen.

"Vi kan se, at bøgerne i højere grad får lektørudtalelser fra DBC (Dansk Bibliotekscenter, red.), bliver anbefalet til bibliotekerne og anmeldt i pressen. bloggere, og journalister interesserer sig i højere grad for de her titler," siger hun.

Et springbræt til at komme ind på de store forlag

Forlagenes syn på selvudgivere har ændret sig, mener Karsten Pers, som driver forfatternetværket Newpub og er selvudgivermiljøets repræsentant i følgegruppen bag Kulturministeriets Bogpanel.

I dag behøver forlagene ikke at opdyrke alle forfatterskaber selv, men kan få øje på talenterne ude i markedet.

"Nu kan forfatterne for egen regning få lov at vise, hvad de duer til, og om de kan det marketingarbejde," siger Karsten Pers.

Han forventer, der vil komme endnu flere mikroforlag og flere bogservicevirksomheder i fremtiden, der vil hjælpe forfattere for et beskedent beløb eller for den del af det endelige salg, men uden at kræve mange rettigheder eller nogen rettigheder overhovedet.

"Jeg tror på, at vi inden for fem år har masser af sådan nogle mikroforlagstyper, som vil hjælpe de forfattere, der ikke orker produktion og markedsføring, men gør det for en langt mindre sum og med langt mindre krav om at eje rettigheder," siger han.

Selvom flere forfattere måske personligt ville kunne få et større udbytte ved at udgive på egen hånd, er Karsten Pers sikker på, at det altid vil være populært at udgive på de store forlag.

Nye ejere bag Forlaget Klim vil styrke markedsføringen

Turbine: "Vi er ikke afhængige af en bestseller på et enkelt område"

Forlaget Modtryk: "Man må jo satse lidt, ellers kan man ikke udvikle sig"

Frydenlund-stifter: Jeg har aldrig haft lyst til at sige "nu satser vi fandme"

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere