MediaWatch

Aller Media hapser direktør fra fagbogsforlag

Magasinhuset har fundet ny HR-direktør hos udgiver AF fagbøger til jurastuderende og -professionelle. Hun skal hjælpe Aller i omstillingen til den digitale medievirkelighed.

Jette Skeem, 48, bliver ny HR-direktør i Aller Media pr. 1. august.

Fra 1. august bliver Jette Skeem, 48, ny HR-direktør i Aller Media, hvor hun blandt andet får ansvaret for alle mediekoncernens HR-aktiviteter samt kommunikationsafdelingen. Hun indtræder samtidig i magasinhusets øverste ledelse. Det oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.

Jette Skeem kommer fra en stilling som nordisk HR-direktør i Karnov Group, der udgiver fagbøger og digitale løsninger til professionelle inden for blandt andet jura og regnskab, hvor hun de seneste seks år har arbejdet med HR og forandringsprocesser i selskabet.

"Jette Skeem har stor forretningsforståelse og solid erfaring med at drive og udvikle en HR-funktion, der er tæt på forretningen, og som spiller en aktiv rolle i organisationsudviklingen. Vi går en spændende fremtid i møde, hvor evnen til at udvikle vores medarbejdere og vores organisation er helt grundlæggende for, at vi kan vedblive med at skabe nye indtægtsstrømme fra vores stærke brands og unikke indhold. Kombinationen af et stærkt fagligt ståsted, sunde værdier, og evnen til at balancere den strategiske udvikling med en operationel hverdag gør Jette til det helt rigtige match for Aller," siger Aller Medias adm. direktør, Lars Sander Matjeka, i meddelsen.

Foruden ansvaret for HR-afdeling og kommunikation, får Jette Skeem også ansvaret for Aller Medias juridiske afdeling, samt en "vigtig rolle i Aller Medias strategiske udvikling og fortsatte transformation mod en digital medievirkelighed," lyder det i pressemeddelelsen.

"Aller Media A/S er en markant spiller på det danske mediemarked og for mig en af de mest interessante danske virksomheder at blive en del af. Allers imponerende historie, og et marked der undergår enorme forandringer, er en utrolig spændende kombination. Det er en ære at skulle være med til at udvikle virksomheden sammen med Allers medarbejdere, som jeg glæder mig meget til at lære at kende og arbejde sammen med," siger Jette Skeem i meddelelsen.

Inden hun kom til Karnov Group i 2011, først som ekstern konsulent og slutteligt som HR-direktør, var Jette Skeem i en årrække selvstændig HR-konsulent, hvor hun arbejdede for blandt andre Carlsberg, Coop og Dansk Røde Kors.

Forsiden lige nu

Tv-status: Discovery og MTG vandt seerandele i 2017

Mediebureau kårer Discovery som "den store vinder i 2017", mens også MTG havde fremgang blandt de 19-50 årige. Omvendt gik TV 2 tilbage i målgruppen, men er stadig størst blandt alle danskere. Få et overblik over styrkeforholdet mellem kanalfamilierne i 2017 her.

Seneste Navne

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere