MediaWatch

Portræt: Kongehuset henter "indbegrebet af ordentlighed"

Betegnelsen "ordentlighed" går igen om journalist, kommentator og tidligere medredaktør på Kristeligt Dagblad, Michael Ehrenreich, der fremover skal være ny hofmarskal.

Det meste af sit professionelle liv har Michael Ehrenreich beskæftiget sig med udenrigspolitik som journalist og redaktør. Nu skifter han så titlen som direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab ud med jobbet som hofmarskal i kongehuset.

Dermed bliver det på de ydre linjer et farvel til analyser af især amerikansk politik, men på de indre linjer formentlig fortsat til fokus på udenrigspolitiske forhold - både dronning Margrethe og prins Henrik er kendte for deres udsyn og store interesse for, hvad der sker i verden omkring os.

60-årige Ehrenreich betegnes fra alle sider som indbegrebet af ordentlighed. Han behandler simpelthen alle godt og er velsignet med et behageligt væsen, der fremmer arbejdsglæden hos omgivelserne.

Korrespondent i London og USA

Michael Ehrenreich er uddannet journalist og har haft en lang karriere i dansk presse. Igennem mere end 20 år var han ansat på Berlingske Tidende som politisk journalist, udlandskorrespondent i London og Washington, udlandsredaktør og medlem af chefredaktionen.

Siden var han i ni år medredaktør på Kristeligt Dagblad, og han har igennem årene optrådt som kommentator, ikke mindst om amerikanske forhold, på radio og tv, ligesom han har holdt mange foredrag.

Michael Ehrenreich forlod Kristeligt Dagblad i slutningen af 2012, og han var udtalt begejstret over friheden som freelancer inden for det område, han elsker.

Men friheden blev kort. Efter en lang mediekarriere fik Michael Ehrenreich sidste efterår til opgave at peppe Det Udenrigspolitiske Selskab op, der siden 1946 har arbejdet for at fremme interessen for udenrigspolitik, og gøre det interessant for ikke mindst yngre mennesker.

Godt et år senere går han videre til jobbet som hofmarskal.

"Jeg har lavet mange forskellige ting. Jeg synes selv, jeg har haft bred kontakt til mange dele af samfundet. Til dansk erhvervsliv, embedsmænd, politikere, forsvaret, kulturlivet, medierne og organisationsverden," siger Ehrenreich.

"Alt det bringer jeg med mig, og det er jeg sikker på, at jeg på den ene eller den anden måde bringer med over i mit nye arbejde," siger han.

"Jeg vil ikke på forhånd gøre mig klog på et job, jeg ikke er begyndt på. Jeg agter at gå til jobbet med stor ydmyghed, og den første tid vil jeg koncentrere mig om at lytte og lære."

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs