MediaWatch

Benjamins digitale chef stopper

Anders Kragelund, digital chef på Benjamin Media, har sagt sin stilling op til fordel for et liv som selvstændig. Han bliver afløst af Anders Toxboe.

Anders Toxboe afløser Anders Kragelund (foto) som digital chef i Benjamin Media 1. februar, hvor Anders Kragelund starter et liv som iværksætter hos Cleardrive A/S, der udvikler projekter med elbiler til taxakørsel, pendling og delebilisme. Det oplyser Benjamin Media i en pressemeddelelse.

"Benjamin Interactive er nået op på 25 ansatte og klarer sig godt, så det var tid til at overlade tøjlerne til nogle andre. Det var også nemmere for mig at stoppe, når jeg vidste, at Anders Toxboe gerne ville overtage ansvarsområdet," siger Anders Kragelund.

Anders Toxboe er rekrutteret internt i Benjamin Media, hvis interaktive afdeling leverer platformen til moderselskabet Bonniers magasinbrands som Bo bedre, Boligpluss og Tara i Norge.

Anders Toxboe kommer fra teknisk baggrund med stærke rødder i brugerdrevet innovation og konceptudvikling.

- TBH
 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs