Politiken vil med ny korrespondent styrke nordisk dækning
Politiken skruer op for den nordiske dækning med oprettelsen af stillingen som nordisk korrespondent, som går til udlandsjournalist på avisen Claus Blok Thomsen, der tiltræder i marts. Det skriver Politiken.
Han får base i København, hvorfra han jævnligt vil besøge Norge, Sverige, Finland, de tre baltiske lande, Grønland, Færøerne og Island. Ifølge avisen skyldes behovet for den styrkede nordiske dækning bl.a. effekterne af krigen i Ukraine.
”Sikkerhedspolitikken bliver den røde tråd i dækningen, men i det hele taget vil vi gerne lære vores nordiske naboer endnu bedre at kende politisk, økonomisk og kulturelt. Som danskere spejler vi os helt naturligt i de andre nordiske lande, og derfor er det interessant for vores læsere at få indblik i, hvordan vores nabolande håndterer forskellige problemer,” udtaler Martin Aagaard, avisens internationale redaktør til Politiken.
Claus Blok Thomsen har de seneste fem år været avisens korrespondent i Asien, en stilling der 1. februar overtages af Sebastian Stryhn Kjeldtoft.