MediaWatch

Portræt: Boris Johnson ville være verdens konge

Efter to år, tre måneder og 49 dage på posten som premierminister lakker det mod enden for Boris Johnson, som begyndte sin karriere som journalist og korrespondent i Bruxelles for The Daily Telegraph.

Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere gange er det lykkedes Boris Johnson at overkomme modgang og skandaler, som ville have ført til andre politikeres afsked.

Men nu ser det efterhånden ud til at være slut for den britiske premierminister.

Den ene minister efter den anden forlader hans regering og opfordrer ham til at trække sig. Flere britiske medier skriver, at han snart vil tage sin afsked.

Johnson er med sit blonde, pjuskede hår og afslappede facon en kontroversiel skikkelse.

Han er født og opvokset som den ældste i en søskendeflok på fire. Tidligt viste han sig som lidt af en rebel, der gav anderledes svar.

”Jeg vil være verdens konge,” var ifølge hans søster Rachel Johnson det svar, han gav, når de voksne spurgte, hvad han ville være, når han blev stor.

Trods sit politiske virke gennem mange år har han ikke skruet ned for sine kontroversielle udmeldinger.

Boris Johnson har blandt andet sammenlignet burkaklædte kvinder med postkasser og beskyldt den tidligere premierminister Theresa May for at iklæde den britiske forfatning en selvmordsvest.

Den opsigtsvækkende facon forhindrede ham ikke i at overtage posten som premierminister efter Theresa May. Hun forlod den efter tre års kamp for et britisk exit fra EU.

I 2019 gik Boris Johnson til valg med sloganet ”Get brexit Done”. Det valg endte som den største konservative valgsejr, siden Margaret Thatchers sejr i 1980’erne.

Boris Johnson lykkedes med at få stemt en udtrædelsesaftale igennem parlamentet, så Storbritannien kunne træde ud af EU 31. januar 2020.

Men siden har den ene skandale efter den anden fyldt i Downing Street 10.

Det gælder blandt andet partygate-skandalen, som handler om ulovlige fester holdt i regeringskontorerne, mens landet var underlagt strenge coronaregler. Det har ført til heftig kritik af Johnson.

Den seneste sag, som har vakt kritik, handler om det tidligere parlamentsmedlem Chris Pincher. Han blev tvunget til at gå af efter afsløringer om seksuelle krænkelser.

Boris Johnson er barn af overklassen og uddannet på nogle af Storbritanniens fineste skoler.

Fra 1989 til 1994 var han korrespondent i Bruxelles for den britiske avis The Daily Telegraph, hvor han var berømt og berygtet for at skrive skæve historier om det europæiske samarbejde. Forinden var han journalist på avisen The Times.

Korrespondentkollegaer har beskyldt ham for at pynte på historierne.

Senere begyndte han at skrive politiske klummer, inden han i 2001 blev medlem af det britiske parlament for Det Konservative Parti.

Fra 2008 til 2016 var han borgmester i den britiske hovedstad, London.

Efter to år, tre måneder og 49 dage på posten som premierminister er det efter alt at dømme ved at være slut for Boris Johnson på den absolutte toppost i britisk politik.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs