MediaWatch

Kabel-TV afstemningen hos Tele Danmark

Som forventet er afstemningen blevet fuldt med interesse hos både kunder og presse, hvoraf især sidstnævnte har stillet sig kritisk overfor flere forhold omkring afstemningen. Og der har da også været problemer hen ad vejen, men visse af de rejste problemer har dog båret noget præg af den årlige agurketid, som er faldet samtidig med afstemningen.

Først kunne et par tusinde kunder konstatere at de havde fået mere end én stemmeseddel, og siden viste det sig, at mange var blevet overset og måtte henvende sig for at kunne deltage i afstemningen. Mest debat har der dog været om priserne på de enkelte kanaler, og den næsten naturlig indbyggede prisforhøjelse af kabel-TV abonnementet, som ligger i forlængelse af afstemningsproceduren. Efter afstemningen i 1997 steg priserne markant, og den nuværende afstemning vil også få priserne til at stige - sandsynlig med yderligere 30% - hvilket først og fremmest skyldes det nye betalingselement hos de reklamebærende kanaler 3+ og TvDanmark. Hertil kommer at de fleste radiokanaler har valgt at introducere en betaling i intervallet 1,00-1,50 kr. per måned.

Hos Tele Danmark Kabel TV erkender man åbent, at selv om nye regler har gjort afstemningen til vejledende og derved giver Tele Danmark en mulighed for rent faktisk at forhandle prisen, er der ikke meget vægt bag ordene overfor de kanaler, som får mange stemmer. Og det er i den forbindelse Tele Danmarks vurdering, at man næppe kan reducere prisstigningerne nævneværdigt.

For de involverede TV-kanaler er det dog først og fremmest selve resultatet af afstemningen, som opmærksomheden samles om, og som kan blive afgørende for deres skæbne på det danske marked. For kanaler som TV3, 3+ og TvDanmark er der store millionbeløb på spil, men også internationale kanaler som Eurosport og Discovery står til at score en betragtelig mergevinst.

Før resultatet af afstemningen bliver offentliggjort den 1.september, kan det være interessant at se på placeringerne fra Tele Danmarks første afstemning tilbage i maj 1997 (Se Figur 1).

Tele Danmark oplyste i sin tid at ca. en tredjedel af kunderne stemte, og en større stemmedeltagelse skal nok ikke forventes denne gang, da stemmematerialet af ukendte årsager er sendt ud i slutningen af sommerferien. Stemmefordelingen ved brugerafstemningen i 1997 medførte ikke bemærkelsesværdige ændringer og overraskende udskiftninger af de allerede eksisterende kanaler. Nogle af de tyske kanaler fik ikke stemmer nok, hvilket ligeledes var tilfældet for børnekanalen TCC Nordic. Som den eneste af de nye blev Animal Planet stemt ind i en del områder og opnåede sammenlagt stemmer nok til at blive placeret som nummer 18 på listen.

I branchen skønnes det, at der heller ikke denne gang vil forekomme de store ændringer i programudbudet, men visse justeringer vil der nok blive tale om. Den amerikanske underholdningskanal NBC er således blevet relanceret i form af National Geographic Channel, som dog får svært ved at bevare sin placering som nummer 14, da de fleste stemmer til den slags programmer vil gå til den særdeles populære Discovery Channel samt dyrekanalen Animal Planet (som i øvrigt også er en kanal fra Discovery koncernen). Blandt de øvrige kanaler, som kan få svært ved at bevare sin placering, må regnes DK4, NRK 1 og sandsynligvis en af de to BBC-kanaler.

For de nævnte kanaler gælder, at de har meget beskedne seertal, hvilket kan få afgørende indflydelse på stemmetallet, da det må forventes at seerne i et vist omfang stemmer på de kanaler, som de rent faktisk ser på. For DK4's vedkommende vil det sandsynligvis også spille ind, at en del kunder finder kanalen en anelse for dyr med sine 5,60 kr. pr. måned.

Skal nogle af de eksisterende kanaler erstattes, forventes det at Viasat Sport, TV6/Playboy TV, The Voice TV og den kombinerede film/tegnefilm- kanal TNT har de største chancer for at blive stemt ind. For de kanaler gælder, at de har markedsført sig voldsomt og har en nogenlunde genkendelighed blandt seerne. Andre nye kanaler har også anvendt betragtelige beløb på markedsføring, men det vil være relativt overraskende, hvis kanaler som TV Bio+ og TV8 bliver stemt ind.

I øvrigt er de danske TV-seere blevet stopfodret med TV-reklamer for TV- og radiokanaler i forbindelse med brugerafstemningen. I følge en undersøgelse fra mediebureauet Carat Danmark har en gennemsnitsdansker i perioden 1.juli-15.august set 40 reklamesports for en af de deltagende TV- eller radiokanaler. Carat Danmark vurderer, at der er anvendt for 12 millioner kr. på reklamesports i forbindelse med afstemningen.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs