MediaWatch

TvDanmark og TV3 klapper i hænderne

TvDanmark hæfter sig først og fremmest ved medieforligets betydning for TvDanmark-netværket, og er bl.a. glade for den bredere definition af, hvad der kan udgøre lokale nyheder og flytningen af de såkaldte græsrødder til før kl. 15.

- Det nye medieforlig vil give mere levedygtige lokale TvDanmark-stationer, også i nogle af de amter, hvor der i dag ikke er stationer. Det betyder flere lokale nyheder, større lokal tilstedeværelse og flere lokale jobs, siger TvDanmarks adm. direktør, Jesper Sehested Lund.

Jesper Sehested Lund glæder sig også meget over, at TV 2 nu endelig bliver privatiseret, men beklager omvendt, at regeringen ikke holdt fast i den nødvendige liberalisering af reklamereglerne.

- Jeg glæder mig til en ny, privat konkurrent på banen og ser frem til en fair konkurrence på lige vilkår, til gavn for de danske tv-seere. Men det er synd, at regeringen ikke stod fast på harmoniseringen af de danske reklameregler til, hvad der er kutyme i det øvrige Europa, slutter Jesper Sehested Lund.

MTG, TV3 og Viasat

- Der er nu lagt op til, at vi får et bredt udbud af radiokanaler, som man kender det i andre lande. Det har danskerne og de annoncerende virksomheder manglet, siger MTG-direktør Jørgen Madsen.

Han påpeger, at radio i andre lande er et væsentligt reklamemedie med ca. seks procent af reklameomsætningen mod kun ca. to procent i Danmark.

Jørgen Madsen finder det dog beklageligt, at det ikke lykkedes kulturministeren at skaffe mindst én 100 procent landsdækkende radiokanal på FM som et slagkraftigt modstykke til DRs fire radiokanaler.

Hos TV3 mener direktør Jesper Grønholdt, at medieforliget vil stimulere det private produktionsmiljø, når DR skal placere flere ordre eksternt.

- Det gavner produktudviklingen i de alternative miljøer og dermed alle tv-kanaler, siger Jesper Grønholdt.

Han betegner samtidig de nye regler for tv-reklame som en styrkelse af den kommercielle ytringsfrihed, som vil skærpe konkurrencen om reklameindtægterne

Direktør Kim Poder, Viasat, konstaterer, at kulturministeren har valgt at gå videre med etableringen af et jordbaseret digitalt sendenet, selvom erfaringerne i udlandet taler mod det. Men Poder afviser ikke på forhånd projektet.

- Bliver sendenettet bygget, går Viasat med, hvis en solid og gennemarbejdet forretningsmodel kan vise, at det hænger sammen for os, siger han.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere