MediaWatch

TV året i 1998

Fodbold og nytårstaler

2.107.000 mennesker så i 1998 Dronningens nytårstale mod "kun" 1.995.000 året før. 1.993.000 seere så Statsministerens nytårstale i 1998, og at der har været opmærksomhed omkring Statsministeren på det seneste bekræftes af hans nytårstale i år, idet 2.408.000 så hans tale. Nytårsdag er traditionelt en dag, hvor vi ser meget tv. Olsen-Banden over alle bjerge blev sendt på TV 2 nytårsdag.

2.087.000 så filmen, som således blev det fjerde mest sete program i 1998. I øvrigt er programmet med de fleste seere nogensinde også en Olsen-Banden film, som blev sendt nytårsdag 1995 på TV 2 og havde 2.657.000 seere. På trods af at Matadors 24 afsnit blev sendt for 3. gang (de første 12 afsnit har oven i købet været vist 4 gange) har der i gennemsnit blandt de 20 udsendelser i 1998 været 1.765.000 seere. Det er et meget højt niveau, og der er ingen tvivl om, at Matador har været en meget populær serie.

En anden populær serie er Strisser på Samsø, som igen formår at blive blandt årets mest sete programmer. De seks nye afsnit af Strisser på Samsø blev sendt på TV 2 i efteråret 1998 med et gennemsnitligt seertal på 1.542.000.

Efteråret på tv har i det hele taget været kendetegnet ved, at der har været relativt mange programmer med høje seertal. Her kan nævnes Taxa og Den Store Klassefest, som imidlertid ikke er at finde på årets tv-hitliste, da det gennemsnitlige seertal på udsendelserne ikke har været høje nok, selvom enkelte af udsendelserne har haft seertal, der kunne berettige til en placering. TV3's succesprogram Robinson er heller ikke at finde blandt de 15 mest sete programmer, som skyldes TV3's lavere penetration. Det sidste afsnit af Robinson havde 1.077.000 seere.

Tv-forbrug

I 1998 har vi i gennemsnit set 2 timer og 42 minutter tv om dagen, hvilket er en stigning i forhold til de øvrige år. Niveauet i 1998 er især interessant sammenlignet med 1996, da begge år er sportsår (dvs. OL, EM & VM), som er kendetegnet ved, at tv-forbruget er lidt højere end normalt. Selvom 1996 var et mere interessant sportsår end 1998 set med danske øjne (bl.a. vandt Bjarne Riis Tour de France og håndboldpigerne vandt OL-finalen) har tv-forbruget altså været højere i 1998.

TV 2 er den tv-station, som danskerne bruger mest tid på. I gennemsnit har der i 1998 været set 1 time og 2 minutter på TV 2. Det svarer stort set til niveauet i 1997, men betyder et fald i seerandelen, da det samlede forbrug har været stigende. Niveauet for DR1 på 48 minutter er steget i forhold til de øvrige år, og det afspejler sig også i seerandelen, som har nået et niveau på 30%.

For TV3 gælder den samme tendens som for TV 2. Den gennemsnitlige seertid har været 17 minutter både i 1998 og i 1997, og det har betydet et lille fald i seerandelen. TvDanmark, som har den mindste andel af tv-forbruget, har øget sin andel af seertiden med 3 minutter primært pga. af en stigning i penetrationen, så de går ud af 1998 med en seerandel på 7%.

Tv-forbrug fordelt på alder og periode

Hvilke dage har vi så set mest tv i 1998 ? Nedenstående tabel viser, at weekenden og især søndagen er de dage, hvor vi har set mest tv. I gennemsnit har vi set mere end 3 timer tv om søndagen:

Når vi ser på tv-forbruget på tværs af måneder, har december været den største måned. Men også i de øvrige vintermåneder som november, januar og februar har tv-forbruget været relativt højt:

I sommermånederne er tv-forbruget traditionelt lidt lavere end resten af året, og det gælder også i 1998, selvom forbruget pga. VM-fodbold har været lidt højere end normalt.

2 timer og 42 minutter om dagen - det højeste årsniveau nogensinde

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs