MediaWatch

10 år med TV 2

Set med nutidens øjne måske ikke en umiddelbar ambitiøs premiereaften, men med datidens øjne absolut et alternativ til DR.

I stationens første leveår havde langt fra alle danskere mulighed for at se den nye station - sendenettet var ikke helt udbygget før tre-fire år senere.

Placeringen af stationens nyhedsudsendelse direkte overfor DR's TV-Avisen bidrog til at den første tid kunne opfattes som "op ad bakke". Det blev populært at kalde stationen "Lykkehjuls-stationen", men stille og roligt åd TV 2 sig ind på DRs monopol, og på europarekordtid blev TV 2 landets mest sete TV-kanal.

En række udsendelser var med til at skabe succés'en: "Eleva2ren" dannede i en lang årrække en massiv mur fredag aften, "Sport i 2'eren" var med til at redefinere, hvordan ugens sport kunne laves, og da "Nyhederne" fik sin nuværende plads kl. 19.00, efterfulgt af de regionale udsendelser (der, som nogle måske vil huske, ikke blev flyttet hertil uden sværdslag) opnåede man i timen fra 19 til 20 seertal i sværvægtsklassen.

Stationen bevægede sig hurtigt ind på dokumentar og aktualitet - og "Voksen-julekalender" blev første gang brugt af TV 2 - ligesom bl.a. "Beverly Hills 90210" havde premiere her. Stationen satsede på Tour de France langt inden almindelige danskere vidste hvem Bjarne Riis var. "Vejret" fra Sprogø blev en institution - og dramaet omkring den dyre fodboldaftale aftog hurtigt, da man så rettighedsprisernes himmelflugt.

Share of viewing 40% (+/-)

I 1997 var stationens gennemsnitlige share for første gang siden TV-meterets introduktion faldet til under 40%. DR-TV havde oprustet, og blev nu den toneangivende TV-station med en klar satsning på TV 2s mest følsomme punkt, nemlig dér, hvor den massive sening finder sted og hvor TV 2 tjener langt størstedelen af sine penge: prime time. Og samtidig begyndte konkurrenterne TV3 og TvDanmark at røre på sig.

Vil danskere se dansk TV?

Annoncemediet TV 2

Efterhånden som bl.a. kravet til TV 2s indtjening via reklamer steg, liberaliserede lovgiverne i flere omgange reklametidsmængden. Først fra to til tre blokke, senere til fem blokke, og senest til et antal blokke, der bestemmes af antallet af pauser mellem TV 2s udsendelser.

De danske TV-stationer (dog uden lokalstationerne) fandt i 1992 sammen om at bestille den elektroniske TV-målemetode, som i dag danner grundlag for seertalsrapporteringen på både programmer og reklamer.

Dette kombineret med det stærkt øgede udbud af reklametid ændrede på få år indkøbsstrukturen på markedet. Det var nødvendigt for annoncørerne at knytte rådgivere til sig, som havde væsentlig viden og erfaring i TV-kampagner, og rådgiverne "up-staff'ede" som direkte følge heraf.

I de første år var TV-kampagner næsten uden undtagelser en succes, og annoncørernes brug af mediet steg naturligt i takt hermed.

Hvad koster en reklame

Der blev indført et hav af tillæg, da nogle blokke estimeredes til at nå højere seertal end ovenfor angivet, og tungen skulle holdes lige i munden, når man beregnede priser på kampagner. Til sidst tog man konsekvensen, og angav priser, der direkte hang sammen med seertallet, dét, som alle alligevel under én eller anden form, havde købt ind på. Også et auktionsprincip blev afprøvet i erkendelse af, at blokke med samme seertal kunne have forskellig efterspørgsel, bl.a. p.g.a. seersammensætningen. Systemet mødte ikke bifald, og er i dag afløst af et kombineret efterspørgselstillægs- og "eget-bud"-system, der skal bidrage til at gøre prisen på en reklameblok afhængigt af både et totalseertal og en for annoncøren "herlighedsværdi" i forbindelse med blokkens seerprofil, m.v.

De næste 10 år?

Stationens klare kommercielle styrke har i årene der er gået været evnen til at generere nettodækning for annoncørernes kampagner, og den hårde konkurrence i prime time gør ikke denne styrke nem at bevare i fremtiden.

TV 2 har dog prioriteret klart: Hensynet til at være Danmarks førende TV-station kommer før hensynet til at tjene penge, men de to ting er ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende.

Men en klart defineret opgave for fremtiden, der udvikler idéer og baseres på kvalitet, er vel heller ikke det værste at få i jubilæumsgave - så tillykke med de 10 år, TV 2.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs