MediaWatch

Derfor skal du også være et brand!

I gennemgangen af 3 medietrends, du ikke må overse, slår Christiane Vejlø i dag ned på betydningen af det personlige indhold som supplement i nyhedsdækningen.

 

Christiane Vejlø (@christianevejlo) driver den digitale trendblog Elektronista.dk. Hun er vært på det digitale kulturprogram 'Elektronista' på Radio24syv og fungerer som rådgiver og foredragsholder gennem virksomheden But-Why.

Hvorfor har TV Avisen kun 3000 fans på Facebook og TV 2's Natholdet 134.000? Det er ikke kun, fordi Natholdet er ”sjov” underholdning og TV Avisen er ”kedelige” nyheder. Det er i høj grad også fordi Natholdet har personlighed og TV Avisen (teoretisk set) er neutral.

TV Avisen deler ”tørre” links uden holdning, uden humor og uden personlighed. Den nyhedstunge del af journalistikken har et meget stort behov for at fremstå så objektiv som mulig, selvom det er en kendsgerning, at når mennesker sorterer indhold til eller fra eller redigerer på den ene eller anden måde, så er objektivitet en umulighed.

Den personlige værdi
Måske er du lige nu frastødt over, at jeg overhovedet kan finde på at sammenligne et hæderkronet nyhedsprogram med et poppet underholdningsprogram. Men prøv at se forbi provokationen og ind på mekanismerne. Hvordan kan vi give brugeren mere værdi?

Branchen er presset og en komplet nytænkning er nødvendig. Hvad ville der ske, hvis en tv-station lavede en separat profil og lod f.eks. Anders Lund Madsen eller en anden offentlig kendt meningsperson skrive en kommentar til dagens nyhedslink? Mon ikke det ville drive mere trafik og brugeraktivitet end de alenestående tørre links? Ethvert medie bør vende den slags tanker og tage bevidst stilling til, hvorfor eller hvorfor ikke man vælger at tage initiativer i retningen af det mere personlige indrammede indhold.

GPS til nyheder
Den digitale bruger ønsker i højere og højere grad hjælp til at navigere i den store mængde information nettet kaster af sig hver eneste dag. Vi ser en tendens i retningen af, at brugerne hellere vil abonnere på personligheder end på medier (måske vil vi endda hellere betale for personlige brands end for mediebrands?).

Men de personlige brands kan netop godt fungere som medier eller som medierepræsentanter. Vi vil nemlig i højere og højere grad gerne guides igennem indholdet af mennesker, som vi enten er enige eller uenige med, og selvom vi gerne vil informeres, vil vi også gerne underholdes undervejs. Facebook og Twitter er eksempeler på steder, hvor vi følger personligheder. Men vi kommer også til at se flere og flere tjenester som hjælper os med at filtrere indholdsoceanet fra de sociale medier. Se f.eks. Percolate.com og Newsle.com.

The Daily Show som nyhedskilde
Den typiske digitale bruger er en travl bruger. Hun har ikke tid til hver eneste dag at læse informationstunge feature artikler, men hun har tid og lyst til at lade troværdige, sjove, sure, politiske, kendte, lokalkendte og/eller særlige relevante nichéeksperter filtrere indholdet for hende.

Det amerikanske satireprogram 'The Daily Show' har fat i de attraktive, unge brugere mellem 18 og 49 år, og en væsentlig del af dem betragter faktisk programmet som deres primære nyhedskilde (Pew Research Center). Om det ud fra et journalistisk udgangspunkt er godt eller skidt er ikke mit ærinde at vurdere her, men kendsgerningen er, at indholdet bliver pakketeret med personlighed, holdning og humor, og det virker.

Ligger lige til højrebenet
At finde den rette balance mellem integritet, objektivitet og underholdning er altid en udfordring. Der er som aldrig før brug for kvalitetsjournalistik og seriøs behandling af nyhedsstof. Men i den digitale virkelighed kan mediebranchen med fordel overveje, hvordan journalistiske profiler, tv-værter og eksperter som supplement kan være med til at give brugeren nogle rammer for fortolkningen af indholdet. Vi skal holde op med at være så bange for at mene noget om det, der sker i verden.

Hvor der kan være visse benspænd i forbindelse med den traditionelle nyhedsjournalistisk ligger brugen af det personlige brand lige til højrebenet når det gælder emner indenfor f.eks. kultur, børn, sport og sundhed. Det siger sig selv at ”redaktionen anbefaler” vil have mindre gennemslagskraft end ”Christian Bitz eller Jes Dorph anbefaler”. Men princippet kan trækkes videre, end vi allerede kender det. Twitter, Facebook, webvideo og blogs er oplagte medier til distribution det personlige indhold.

Hvad tænker du?
Hvilke erfaringer har dit medie med brugen af personlige brands?
Hvilke eksempler har vi på større medier som gør brug af den personlige formidler?
Hvad kan ulemperne være ved at lade personlige brands distribuere og kommenterer for traditionelle medier?

Del erfaringer og holdninger i kommentarfeltet herunder.

Læs også 1. del: Derfor skal du også være på Twitter!

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Seneste nyt

Se flere jobs