MediaWatch

Skriver: “Der kommer ny satire”

P1 Morgen siger farvel til sine "nyhedskonsulenter", der nåede at få massiv kritik undervejs. Men næste år lover P1-chef Judith Skriver nye satire-forsøg.

Anders Lund Madsen og Omar Marzouk takker af som satiriske nyhedskonsulenter på P1 Morgen, når ugen er gået.

Derefter ligger det ikke fast, hvad programmets satiriske indslag så skal være, fortæller P1-chef Judith Skriver.

"Men der kommer ny satire, det bliver nok bare ikke med nyhedskonsulenter," siger hun og tilføjer:

"Vi har været meget glade for dem, selvom der har været noget tummel omkring dem. Folk har virkelig lagt mærke til, hvad vi laver. Vi skal også fortsat have humor og nye indslag, som folk ikke vidste, vi kunne finde på, men vores grundlæggende værdier i form af ny viden og perspektivering på politik, økonomi og udland, bliver der ikke ændret på."

Fra klager til forsvar for "nyhedskonsulenter"
Det er ingen overdrivelse, at komikernes indtog på P1 Morgen skabte “tummel” hos lytterne. De mere prominente af dem, som Lone Kühlmann, har skrevet kritiske klummer om nyskabelsen, mens lytterne heller ikke har lagt fingrene imellem på programmets Facebook-side.

“I starten klagede en del over det, men efter en hel del kritik og hjertesuk, begyndte nogle af lytterne også at give udtryk for, at det var et sjovt indslag, og at P1 ikke må stivne. Der skal være liv, og man skal turde gøre nogle forsøg, men på en mørk aften, må jeg nok indrømme, at der har været flest klager,” siger Judith Skriver, som tilføjer, at man ikke af den grund kan gå ud fra, at hovedparten af lytterne deler kritikken.

P1 Morgen skal også have en "bagside"
Var nyhedskonsulenterne primært tænkt som et modtræk til Radio 24syv (der gik i luften 1. november, red.)?

“Det var de ikke i sig selv, men i løbet af efteråret strammede vi P1 Morgens koncept op, for det kommer der selvfølgelig ekstra fokus på, når der er konkurrence. Det gjorde vi under overskriften ‘den elektroniske morgenavis til lytterne'. Ligesom en avis som Politiken ikke bliver mindre seriøs af at have en bagside med ‘At Tænke Sig’, ville vi også have en humoristisk bagside i programmet. Derudover har vi et øget fokus på aktualitet med dagens vigtigste samfundsdagsorden og mindre af det blødere stof,” siger Judith Skriver.

Her går det godt - send flere penge
Hvis nyhedskonsulenterne havde været en kæmpe succes, så var I vel fortsat med dem?

“Det kunne godt være, hvis nogen kom og skrev en stor check, eller hvis du startede en indsamling, for det handler også om penge. Nu bruger vi i stedet noget på ‘Selvsving’ og på den julekalender vi har haft i løbet af december,” siger Judith Skriver.

Under alle omstændigheder skulle det nuværende koncept med Anders Lund Madsen og Omar Marzouk ikke vare i månedsvis, mener Judith Skriver. Hun er fortsat meget positiv over for at få et andet perspektiv på nyhederne end det strengt journalistiske, men så skal det komme fra nye kanter.

24syv ikke så tæt på P1 Morgen som frygtet
Efter to måneder i luften med relativt pæne lyttertal til Radio 24syv, er P1's samlede share af lytningen ikke faldet. Det kan betyde, at flere lytter til taleradio om morgenen, selvom der nu er to nyhedsflader at vælge imellem, mener Judith Skriver.

“Det er rart, hvis det betyder, at der er blevet flere lytterne til talkradio. Vi lyder heller ikke så ens, som man kunne have frygtet, men 24syv skal lige have lov til at finde deres ben yderligere, så om et år lyder de måske ikke, som de gør nu, men indtil videre er det ikke voldsomt forskelligt fra, hvad vi havde forventet,” siger Judith Skriver.

- TBH

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Opsigelse i Ekstra Bladets ledelse, Podimo henter trecifret millionbeløb og Zentropa-chef frygter "international leverpostej" i dansk fiktiion er nogle af de vinde, der har blæst og formet det danske medielandskab i denne uge. Få dit overblik her.

Seneste nyt

Se flere jobs