MediaWatch

Bureauer: Stor usikkerhed om 2012

Det falder mediabureauerne ekstra svært at aflæse de uklare økonomiske signaler og vurdere mediemarkedets udvikling i 2012.

Mediabureauerne er utrygge ved mediemarkedets udvikling i 2012. Forstået på den måde, at det falder dem usædvanligt svært at aflæse markedets signaler og udstede et forecast på, hvordan året udvikler sig.

Det viser et Mediawatch-forecast for 2012 baseret på de fire mediabureaugrupper.  

Trading Director Kenneth Brenøe, GroupM, henviser til gældskrisen i EU og den internationale økonomi generelt, men også den nye danske regering, hvor forbrugerne ikke helt ved præcist, hvad der er tilbage, efter diverse afgifter m.m. er indført.

”Alt dette fører til en tilbageholdenhed hos forbrugerne, som trækker i negativ retning. Det positive er, at dansk økonomi er ok set i et internationalt perspektiv, så vi bliver ikke lige så hårdt ramt som Sydeuropa, men vi er stadigvæk afhængige af, hvad der sker internationalt,” siger Kenneth Brenøe, der trods alt hører til den mere optimistiske gruppering på markedet.

GroupM estimerer, at mediemarkedet vokser med 2,2 procent i 2012 – en lang vej fra den medievækst på godt otte procent, der tegner sig for 2011, trods et svagt 4. kvartal,

Men Kenneth Brenøe indrømmer, at usikkerhed er tidens buzz word:

“Det kan blive alt fra -10 procent til +10 procent i 2012. Vi tror på, vi havner lige akkurat på den positive side med en beskeden vækst. Det kræver dog, at der kommer styr på økonomien i Europa, og der falder ro på det indenrigspolitiske i Danmark,” siger Kenneth Brenøe.

Måske nulvækst
Bureauernes forventninger til 2012 varierer meget, som det fremgår af en faktaboks på denne side.

Aegis Media er også meget i tvivl om det kommende år, erkender Head of Procurement, Mikael Ostenfeld.

”Vi tror på et status quo marked i forhold 2011 – det vil sige en nulvækst. I det estimat indgår kombinationen af vore forventninger til en recession 2.0, et faldende privatforbrug og krise i de Sydeuropæiske lande.”

Var det ikke for liberaliseringen af betting i Danmark fra januar og et år med store sportsevents, ville mediemarkedet stå med et reelt fald i omsætningen, lyder Aegis-prognosen.

Skal man sige noget pænt om 2012, er det netop udsigten til et stort sportsår med OL og EM fodbold - læg dertil at der kommer flere betting annoncørkroner ind i mediemarkedet. Og så kan efterlønspengene måske komme i spil og sætte lidt gang i forbruget.
 

Mere fra MediaWatch

Organisationer: EU-afgørelse baner vej for digital nulmoms på magasiner

EU's ministerråd har godkendt en ændring af et momsdirektiv, som giver EU's medlemslande større fleksibilitet i forhold til at indføre fx nulmoms. Ifølge Danske Medier, Grakom og Dansk Erhverv er det et grønt lys fra EU-side til at udvide digital nulmoms til digitale magasiner i Danmark.

Seneste nyt

Se flere jobs