MediaWatch

Hvem bliver ny kulturminister?

Mogens Jensen (S) har længe bejlet til posten som mulig ny kulturminister, men er langt fra sikker på posten - læs her hvem der ellers kan være i spil.

Regeringsskiftet betyder, at Per Stig Møller (K) forlader Kulturministeriet efter kun halvandet år i stolen, og mediebranchen får en ny minister i nærmeste fremtid.

Den beslutning interesserer traditionelt mest de medier, der sender radio og tv under dansk lovgivning, men i 2011 er interessen bredere, for en skelsættende modernisering af mediestøtten er også på agendaen.

Mogens Jensen kan stoffet
Hvis Helle Thorning-Schmidt sammensætter en regering uden Det Radikale Venstre, ligner det en ret sikker kulturministerpost til Mogens Jensen (S), der utrættelig har arbejdet med mediestoffet i årevis. Mogens Jensen har længe haft en høj profil på medieområdet både før og efter, medieaftalen blev indgået, påpeger kommentator Hans Engell.

En sværm af radikale emner
Skal De Radikale med i regering, er der tradition for, at partiet ønsker sig kulturministerposten, som de handler sig til ved at opgive andre tungere poster.

Det svirrer med adskillige bud på mulige radikale ministeremner blandt de mange nye navne, som kommer ind i folketingsgruppen. Gruppen står nærmest til en ren foryngelseskur med et godt valg og mange ældre folketingsmedlemmer, der trækker sig.

Politiken tror på den Radikale Manu Sareen som et bud på kulturposten, mens Hans Engell tror på et ungt navn som Sofie Carsten Nielsen - hvis hun vælges.

Ugebrevet A4's ministerliste lyder derimod på et driftsikkert kendt navn som til kultur- og kirkeminister - Morten Østergaard.

Flere long shots
Et helt andet bud med et særegent, stærkt kulturelt islæt er R-kandiaten Uffe Elbæk, der især er kendt som manden, der oprettede uddannelsen Kaospiloterne.

Et long shot er et comeback til Elsebeth Gerner Nielsen, mens Politikens Anita Bay Bundegaard af Hans Engell regnes for udelukket.

Ida Auken
Et helt tredje udvikling er, at SF’s relativt dårlig valgresultat betyder, at partiet netop ‘kun’ står til Kulturministeret, fordi andre vigtigere poster går til vinderen, Radikale og Socialdemokraterne.
Skal SF have posten, ligger den ganske godt til Ida Auken.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs