MediaWatch

Facebook tangerer nyhedsmedie

Vi bruger i stigende grad Facebook som indgang til nyheder, når venner anbefaler bestemte artikler. Det peger resultaterne af en igangværende undersøgelse på.

Hvordan bliver journalistik relevant for modtagerne, så de rent faktisk gider at læse nyheder og holde sig orienteret? Facebook har tilsyneladende et af svarene.

"Facebook er blevet en ny indgang til nyhederne. Det er en stigende tendens, at brugere kommer ind på avisernes nyhedssider, fordi en artikel er blevet anbefalet af vennerne på Facebook," siger Lars Holmgaard Christensen til videnskab.dk.

Han er forskningschef i Nye Medier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er i gang med en større kortlængning af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier og Facebook spiller sammen.

En klar tendens i resultaterne er, at Facebook er vores indgang til nyhederne. Men når vennerne fungerer som avisredaktører, er nyhedskriterierne ikke helt de samme som på en professionel redaktion.

"Folk deler ikke web-avisernes nyhedshistorier via deres Facebook-opdateringer, fordi de mener, at nyhederne er samfundsrelevante, eller fordi de vil lægge op til fordybelse. Nej, vi deler primært nyheder på Facebook for at opbygge en selvidentitet og føle os som en del af et gruppefællesskab," siger Lars Holmgaard Christensen til videnskab.dk.

Til gengæld har nyhederne et personligt præg og en relevans for modtageren, der gør dem interessante at læse.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs