MediaWatch

S: Brian M. må indkalde til forhandlinger om DR

Socialdemokraterne kræver kulturministeren på banen, efter der tegner sig et politisk flertal for at give DR en økonomisk håndsrækning.

Socialdemokraterne kræver kulturministeren på banen, efter der tegner sig et politisk flertal for at give DR en økonomisk håndsrækning. Det sker efter, at løsgængeren Pia Christmas-Møller i dag har meldt ud, at hun er parat til at redde det kriseramte DR – blandt andet ved at privatisere DRs koncertsal. De to grønlandske folketingsmedlemmer Lars Emil Johansen og Juliane Henningsen er også positive over for en løsning – selvom de ikke har taget endelig stilling, oplyser Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen til Newspaq. "Det står nu klart, at der er et flertal i Folketinget, der er bekymret for Danmarks Radio, og som mener, der skal skabes en politisk løsning for Danmarks Radio," siger Mogens Jensen. Han mener, at kulturministeren nu må reagere. "Han har indtil videre forholdt sig meget arrogant til det ønske, der har været fra fem partier i Folketinget om politiske forhandlinger. Nu må han træde i karakter med et reelt udgangspunkt om at skabe en løsning for Danmarks Radio og så indkalde til forhandlinger," siger Mogens Jensen. I en pressemeddelelse hilser kulturminister Brian Mikkelsen (K) Pia Christmas-Møllers forslag om at privatisere koncertsalen velkommen. "Jeg har tidligere åbnet for samme mulighed, men det har indtil videre været vurderingen, at der ikke synes at være interesserede købere. Jeg vil dog ikke stille mig i vejen for en privatisering af koncertsalen, hvis muligheden byder sig," lyder det fra ministeren. Pressemeddelelsen siger intet om, hvorvidt han har til sinds at indkalde til forhandlinger, som Mogens Jensen forlanger det.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere