MediaWatch

Nye tv-målinger skal leve op til markedets behov

Konsulentvirksomhed forventer, at det nye tv-metersystem følger med tiden, og løser tv-stationerne og annoncemarkedets nye behov. "Tv-metret er nødt til at kunne registrere i hvor høj grad, seerne ser tv på forskellige tidspunkter via diverse apparater. Dernæst har markedet behov for at registrere, hvor meget sening bevæger sig fra broadcast tv til forbrug af tv/videoer på nettet," siger Steen Christiansen, direktør for konsulentvirksomheden Mediaid, til Mediawatch. Mediaid specialiserer sig i mediekunder og er engageret som rådgiver for SBS TV. Direktøren mener, at tv-markedet i den kommende fireårsperiode har behov for at kunne følge og dokumentere bevægelserne - mest af egne hensyn. Han forventer, at hver tv-meterhusstand snart også måles på deres online tv-forbrug, men han kender ikke den tekniske løsning. "Det er meget interessant for tv-selskaberne, hvor stor seningen er online, og hvad der ses. Mit eget gæt er, at online ikke udgør en trussel for traditionelt broadcast tv i den forudsigelige fremtid." MediaWatch beskrev for få uger siden, hvorledes tv-mediet har behov for at kunne måle seningen af videoklip, tv-programmer og reklamer vist på nettet. Disse data bør ideelt set være kompatible med den gængse tv-måling, af hensyn til programlægning og ikke mindst afregning af leveringer overfor annoncørerne. Det er vejen til, at tv-selskaberne kan bevare sin styrke og indtægter, påpegede PriceWaterHouseCoopers for nylig i en række anbefalinger til medierne. Den tror Steen Christiansen dog ikke på. "Jeg tror ikke, at markedet er parat til at levere en service til annoncørerne, hvor der også afregnes trp'er på web-tv-sening - ikke i den forestående aftaleperiode. Det er hverken økonomisk eller teknisk realistisk. Det bliver måske næste gang." Mediabureauerne er ikke blevet spurgt om deres ønsker til tv-metret. Det undrer Broadcast Director Flemming Jensen, Mediaedge:cia: "Det er ikke tilfredsstillende, da vi også bidrager til at betale til systemet. Man burde i det mindste have spurgt bureauerne gennem DRRB, som så kunne have videreformidlet bureauernes ønsker." Hverken tv-selskaberne eller Gallup vil udtale sig om, hvilke nye features tv-metret rent faktisk får, før aftalen er underskrevet. Det sker om nogle uger.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere