MediaWatch

Medierådgiver stiller spørgsmål ved DR-licens

Måske burde 3,4 licensmiliarder fordeles til mange små medier frem for til DR, siger mediedebattør. Han sætter spørgsmålstegn ved public service-strukturen. Det mest presserende mediespørgsmål i en konvergerende digital verden er vores public service virksomhed, siger medierådgiver Thomas Madsen-Mygdal i en analyse af den danske medieudvikling. Han mener, at det er muligt at skabe mere public service produktion for pengene ved at lade en mangfoldighed af virksomheder, organisationer, institutioner og enkeltpersoner leverer indhold, frem for at overdrage hele licensen til Danmarks Radio. De holdninger præsenterede han på et morgenmøde hos Dansk Industri, hvor han stod til lyd for en fuldstændig gentænkning af public service begrebet. Hans ærinde er ikke kritik af DR, men bekymring for public services fremtid. Baggrunden for analysen er, at alle små og store virksomheder og enkeltpersoner med en almindelig PC kan levere indhold, direkte fra den rigtige verden. Teknologien er til stede - eneste krav er talent og passion, som Thomas Madsen-Mygdal formulerer det. "Jeg er stor tilhænger af DR og af DRs rolle med at levere mangfoldighed og sammenhængskraft, men jeg spørger bare, om kun DR er den bedste til opgaven. Hvorfor skal alle 3,4 milliarder gives til én organisation? Er det optimalt. Ville de mange penge ikke række længere, hvis man fordelte nogle af dem til et stort antal mindre enheder og skabte konkurrence om public service?" siger han. DRs nyhedsdirektør bryder sig ikke om den tanke. "Thomas Madsen-Mygdal glemmer, at DR sikrer uafhængighed af kommercielle interesser, og at DR sikrer en certificering af den information, der kommer ud til folk. Det vil mange små kommercielle virksomheder ikke kunne garantere," siger nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen. Thomas Madsen-Mygdal afviser, at der overhovedet findes uafhængige journalister. "Alle journalister, hvor de end arbejder, kan tilstræbe at belyse en sag fra flere sider, men de bliver aldrig 100 procent upartiske eller objektive. Det faktum, at man sidder i DR betyder ikke, at man er mere uafhængig end hos andre medier," siger han.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere