MediaWatch

Ny TV2-alliance synes uovervindelig

Mandag kom det frem, at Jyllands-Posten og Politikens Hus går sammen med Egmont i et kompagniskab, der byder ind på dansk TV 2, når stationen bliver privatiseret.

Dette samarbejde synes på forhånd så stærkt, at kampen om at købe TV 2 synes afgjort på forhånd. Det vurderer både danske og norske medieforskere.

Egmont har lagt meget energi i norsk TV 2, som de ejer en tredjedel af. Det har de blandt andet gjort for at styrke tv-produktionen i deres eget selskab Nordisk Film i både Danmark og Norge.

"Det virker som et meget potent projekt, når man nu satser på TV 2 i Danmark," siger Rolf Høyer, der er leder af Senter for medieøkonomi ved Handelshøyskolen BI i Norge, til Mediawatch.

Egmont har i 11 år været med til at lave TV 2 i Norge, og de er ad den vej blevet mange erfaringer rigere - også hvad angår samarbejde med store bladhuse.

Han tror derfor ikke på, at den svenske mediegigant MTG, som blandt andet ejer Viasat med TV 3, vil være et seriøst bud på en konkurrent til et samarbejde, der tæller to stærke bladhuse i Danmark samt Egmont.

"I Norge har de MTG lige tabt den fjerde radiokanal på gulvet, og de fremstår slet ikke stærke nok til at kunne konkurrere med et så stærkt projekt, som nu har vist sig. De kommer til kort både økonomisk og fagligt," siger den norske medieforsker.

Han bakkes op i sin analyse af danske medieforskere.

Således siger den selvstændige medieanalytiker Preben Sepstrup tirsdag til dagbladet Børsen, at han ikke har fantasi til at forestille sig andre konsortier med samme styrke som den Egmont, Jyllands-Posten samt Politikens Hus i fællesskab kan fremvise.

Der skal betydelig selvtillid til at stille op imod den konstellation, som han udtrykker det.

Umiddelbart ser det heller ikke ud til, at der vil stille konkurrenter op fra det store udland uden for nordens grænser.

Al erfaring har vist, at de store aktører ikke føler sig tiltrukket af så små koncepter som et TV 2 i Norge og i Danmark er i den sammenhæng.

"For de helt store tv-selskaber er det alt for små markeder," slår medieøkonomen fra Norge fast.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere