MediaWatch

TDCs Talkline vil firdoble kundebase

MobilCom er ejet af France Telecom's mobilselskab Orange, og France Telecom ønsker ikke længere at holde hånden under MobilCom. Det betød, at selskabet i fredags måtte afskedige 1850 medarbejdere og indstille UMTS-aktiviteterne.

Nu øjner Talkline chancen for at overtage Mobilcoms kundebase på 4,7 millioner abonnenter. Talkline selv har 1,6 million abonnenter, og derved kan kundebasen altså firdobles til 6,3 millioner.

- Vi er et vækstorienteret selskab. Såfremt der er noget, der understøtter en værdiskabende vækst, vil vi se på det, - siger Talkline's administrerende direktør Henning Vest til Netavisen Infopaq.

Henning Vest lægger ikke skjul på, at Talkline er interesseret i Mobilcom's kunder, men understreger samtidig, at der kun bliver tale om at overtage kundebasen og ikke nogle af Mobilcom's aktiviteter.

- Men det er ikke sikkert, at det er alle kunder, der er interessante. Det skal være kunder, vi kan tjene på, - tilføjer Talkline-direktøren.

Hvorvidt Talkline får succes med overtagelsen af kundebasen afhænger af, hvad der kommer til at ske med Mobilcom. Og det afhænger også af prisen, betoner Henning Vest.

- Vi er gode købmænd, så hvis vi ikke kan skabe en god forretning, vil vi ikke gå ind og gøre det, - siger direktøren.

Han vurderer, at telekoncernen i dag har et rigtig godt og fokuseret mobilselskab i Talkline. Der er blevet skåret ind til benet og afskediget en del mennesker, og TDC regner med, at Talkline nu er en overskudsgivende forretning.

- Vi har gennemført en succesfuld turnaround. Vi fik et rigtig godt resultat i første halvår, og jeg forventer også, at resten af året bliver godt, - siger Henning Vest.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere