MediaWatch

Regeringen får smalt medieforlig

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde ellers med to dages lange forhandlinger lagt op til, at alt skulle sættes ind på at få et bredt medieforlig igennem. Men SF og Kristeligt Folkeparti valgte mandag at sige nej til forliget. Det skriver Netavisen Infopaq.

Aftalen var på forhånd clearet med DF, og de øvrige partier fik aldrig en reel chance for "at komme ind at hive fat i substansen," konstaterer Kristeligt Folkepartis medieordfører, Bodil Kornbek, over for Netavisen Infopaq.

Hun mener, at oplægget havde for mange usikkerheder, og at et ja ville være "at købe katten i sækken".

Både Kristeligt Folkeparti og SF lægger vægt på, at det nye medieforlig, der lægger op til at 21 pct. af stationens produktion skal lægges ud til private, vil svække DR som kulturinstitution.

Desuden er de ægte lokal-stationers tid forbi.

- Det bliver kommercielt over hele linjen, - fastslår Bodil Kornbek, som mener, at ministeren ikke meldte klart ud fra begyndelsen af forhandlingerne.

SF mener, at regeringens udspil går ud over de lokale medier.

- Masser af ikke-kommercielle lokalradioer og lokal-tv vil blive lukket på grund af en næsten halvering af tilskuddene. De kommercielle lokalradioer vil miste deres lokale islæt, hvilket om nogle år vil gøre det meningsløst at tale om lokalradioer, - lyder udmeldingen fra SFs medieordfører, Aage Frandsen.

Begge partier gentager den utilfredshed, som også var markant i Folketingets afslutningsdebat med, at regeringen ikke har formået eller haft vilje til at få brede forlig igennem.

- Forslaget til forlig bar præg af at have været igennem DF. Det var svært overhovedet at komme på banen, - siger Bodil Kornbek.

Aage Frandsen støtter synspunktet.

- Med medieforliget bekræftede regeringen endnu engang dens leflen for Dansk Folkeparti. Regeringens megen snak om brede forlig har ikke megen mening, - siger han.

Kristeligt Folkeparti er også utilfreds med, at man ikke kunne nå til enighed om en aftale om reklamer for håndkøbsmedicin og alkohol. Partiet havde gerne set, at der var blevet nedlagt et forbud mod at vise den slags reklamer før kl. 21.

Socialdemokratiet og de radikale forhandlede mandag over middag stadig med Brian Mikkelsen, selv om han havde sat en frist på kl. 11.

Både SF og Kristeligt Folkeparti slår fast, at de partier, som tilslutter sig, vil være "på gyngende grund".

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere