MediaWatch

Fortsat stort digitalt skel i verden

I 1991 var der 49 telefoner (mobil såvel som fastnet) pr. 100 indbyggere i verdens rigeste lande, 3,3 i landene i mellemindkomstklassen og blot 0,3 i de fattigste lande. I dag er de tilsvarende tal henholdsvis 121,1, 18,7 og 1,1.

Trods den meget lave telefonudbredelse i verdens fattigste lande er det alligevel opmuntrende, at det er disse lande, der har haft den største vækst i telefonudbredelsen. Det siger den Internationale Telekommunikations Union (ITU) i en ny rapport, som Europemedia.net refererer.

Skellet mellem rig og fattig snævres således ind på telefonområdet - blot alt for langsomt. Til gengæld er et nyt skel ved at opstå, advarer FNs tele-organ i Geneve.

Det nye skel går mellem basale og avancerede tele-tjenester og mellem kvantitet og kvalitet. Det gælder f.eks. bredbåndsforbindelser, hvor ITU som eksempel giver, at Luxembourgs 400.000 indbyggere deles om lige så meget båndbredde som alle Afrikas 760 millioner indbyggere.

Realiteten er, at højhastigheds-adgang til Internettet, som findes i mange rige lande, stadig har lange udsigter i verdens fattigste lande. Også internt i de enkelte lande mellem land og by, mellem mænd og kvinder, mellem uddannede og analfabeter samt mellem unge og gamle, eksisterer det digitale skel.

Blandt flere forslag peger rapporten på, at mobiltelefoni kan have et stort potentiale i forbindelse med udbredelsen telefoni til bredere lag i de fattige lande. I mange mellemindkomstlande foregår mobil-udbredelsen overraskende hurtigt.

Mobilsektoren har et højere konkurrence-element og større privat engagement. Kombinationen af mobil kommunikation, forudbetalte telefonkort og voksende konkurrence har ført til hidtil uset mobil vækst i mange fattige lande.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere