AT&T: Ny strategi for digital-tv

MediaWatch

Oprindelig havde den amerikanske tele- og kabeloperatør en one-size-fits-all-strategi for det digitale fjernsyn. Men da kunderne har forskellige interesser, har AT&T besluttet at kunderne bedst kan serviceres med en bredere vifte af tjenester.

Selskabet har gennemført kundetest igennem seks måneder og konkluderer, at forbrugerne ikke er voldsomt interesserede i de mange sofistikerede muligheder, som de mest avancerede set top-bokse tilbyder, skriver Reuters.

- For mange af de tjenester, der virkelig interesserer folk, er det slet ikke nødvendigt at distribuere nye avancerede set top-bokse. Vi kan komme hurtigere ud ved at tilføje ny software, siger Tracy Baumgartner, talskvinde for AT&T.

Frem for one-size-strategien satser selskabet nu i stedet på at lancere tre service-niveauer i sin set top-strategi: Basal, udvidet og avanceret. Den basale tjeneste baseres på AT&Ts DCT-2000-boks, som understøtter digital-tv, interaktive program-guider og video-on-demand.

Til den udvidede tjeneste føjes software, der gør at boksen kan benyttes som video-optager. Den avancerede tjeneste betyder hurtigere processor, mere hukommelse, flere spil samt kabel-modem.

AT&T har ikke kommenteret, hvorvidt den nye strategi vil påvirke selskabets aftale med Microsoft om at benytte software-gigantens avancerede interaktive tv-software i 7,5 millioner ud af 10 millioner planlagte set top-bokse.

Reuters citerer dog New York Times for, at AT&T er ved at undersøge, om selskabet stadig er forpligtet til at benytte Microsofts produkter i de basale og udvidede set top-bokse.

Microsoft har været forsinket med leverancerne til AT&T digitale set top-bokse, hvilket - sammen med de tilbagemeldinger, AT&T har fået fra forbrugerne - har fået AT&T til at genoverveje sin strategi på området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også