KMD og Frederiksberg i samarbejde
Efter sommerferien tager kommunen nogle af KMD's løsninger inden for e-borgerservice i brug, f.eks. inden for sygesikring, pensions- og boligstøtteberegning samt måleraflæsning. Samtidig indgår Frederiksberg i udviklingsprojekter vedrørende områderne flytning, dagpenge og e-handel. Nye områder vil komme til, oplyser parterne.
- Vi har sammen med kommunerne investeret i at gøre en række serviceydelser tilgængelige på nettet for borgerne. Den øgede selvbetjening skal resultere i reelle administrative lettelser for kommunerne, siger direktør i KMD, Hans Henrik von Platen-Hallermund.
Med det nye partnerskab bliver Frederiksberg involveret så tidligt som muligt i udviklingen af nye løsninger. Omvendt leverer kommunen sine erfaringer og nye ideer til KMD, som anvender den opsamlede viden til at forbedre og videreudvikle eksisterende samt udvikle nye borgerserviceløsninger.