MediaWatch

Canal Digital på pc-skærmen

Som hardwareproducent har Kiss Technology stået for udviklingen af et pc-kort, der henter Canal Digitals programpakke ned på pc'en. Det betyder bl.a., at man i et vindue kan se et tv-program samtidig med, at man arbejder i andre pc-programmer.

Film og lyd kommer i digital kvalitet, der er hurtigt tekst-tv på skærmen, og løsningen er forberedt til højhastigheds-internet. Det nye produkt, Kiss SatDem, åbner også op for, at brugerne kan benytte sig af Canal Digitals interaktive tjenester - f.eks. bestille film via Canal Digitals pay-per-view-tjeneste og skifte mellem kameravinkler.

Det hidtidige tv-udbud via Internettet har været præget af begrænsninger: Det gælder den hastighed, hvormed det er muligt at overføre de digitale signaler, hvilket har givet web-tv en temmelig ringe kvalitet. Og det gælder det meget lille udvalg af de gængse kanaler, der sender direkte tv via webben.

Den nye løsning er ifølge Jens B. Arnesen, adm. direktør hos Canal Digital i Danmark, et af de første konkrete eksempler på mediekonvergens i Danmark. Produktet udvider markedet for de traditionelle set top-produkter til pc-verden.

Kiss SatDem gør det næppe mere interessant for den brede målgruppe at se web-tv. Mediet er stadig primært for folk, der sidder fremme på stolen, dvs. i en arbejdssituation, modsat den tilbagelænede situation, brugerne indtager foran tv-skærmen.

- Vi forventer ikke at trække folk væk fra tv-skærmen, sagde Peter Wilmar Christensen, adm. direktør hos Kiss Technology, da også i dag ved en præsentation af produktet.

Mediawatch' skribent, der overværede en efterfølgende demonstration af Kiss SatDem, var temmelig begejstret ved tanken om med det ene øje at følge Tour de France live i digital tv-kvalitet i et hjørne af skærmen, mens han med det andet øje holder sig opdateret inden for sommerens noget træge nyhedsstrøm på Internet-, tele- og tv/radio-området.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs