AltaVista stopper i Danmark
Portalen AltaVista, som af flere omgange har gennemført nedskæringer, har nu valgt at lukke sin danske afdeling. Tiltaget sker som led i planen om fremover kun at fungere som en søgetjeneste.
Selskabet understreger, at der er tale om en samlet omstrukturering og ikke bevirker et stop for selve søgetjenesten altavista.dk.
De fremtidige relationer til kunder og annoncører vil blive varetaget af DoubleClick Danmark i samarbejde med AltaVista's nordiske kontor, der er placeret i Stockholm.
AltaVista meddelte så sent som i januar måned, at mere end en fjerdedel af medarbejderstaben, svarende til 200 mand, skulle afskediges.