MediaWatch

Dell investerer i Sverige

Dell Ventures har som målsætning at investere i svenske spydspids-selskaber inden for mobilt Internet og trådløs kommunikation. Og interessen for Sverige skyldes, at landet ifølge Dell er et yderst interessant marked med mange spændende virksomheder. Det skriver Dagens Industri.

Dell Ventures har allerede på nuværende tidspunkt investeret cirka én milliard dollar i op mod 100 amerikanske virksomheder og har kun én gang tidligere investeret uden for USA. Investeringerne har tidligere været koncentreret om Internet og tjenester, men Dell Ventures drejer nu i stigende grad fokus over mod mobilt Internet og trådløs kommunikation. Og det er på denne baggrund, at Dell nu satser på Sverige.

Dell Ventures satser først og fremmest på minoritets-investeringer med en nedre grænse på cirka tre millioner dollar og en øvre grænse på cirka 10 millioner dollar. Ud over de rene venture-investeringer yder Dell også hjælp til at lancere virksomhedernes produkter på internationalt plan via selskabets egne salgskanaler.

Dell er blot den seneste i rækken af amerikanske IT- og televirksomheder, som etablerer virksomhed i Sverige. De fleste af disse arbejder dog ikke med venture-investeringer men hovedsagelig med forskning og udvikling omkring trådløs kommunikation.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs