MediaWatch

Mediehus I Ørestaden smuldrer

Det sker, efter at flere medlemmer af DR's egen bestyrelse har stillet sig kritisk over for Ørestads-projektet. Tre af fire nye medlemmer af bestyrelsen har direkte krævet at se tal og dokumentation for byggeriet af et nyt mediehus til i alt tre mia. kroner. Og samtidigt ønsker de at høre om mulighederne for at slå TV- og radio-produktion sammen i et mediehus i Gyngemosen i stedet for.

»Vi frygter, at Danmarks Radio får bundet alt for mange penge i mursten fremfor i programproduktion, som jo er det primære formål,« siger tidligere rådmand, Thorkild Ibsen, der indtrådte i DR-bestyrelsen efter nytår som repræsentant for SF.

Udover Thorkild Ibsen er også sognepræst Søren Krarup, valgt af Dansk Folkeparti, og filmdirektør Hans Morten Rubin, valgt af Venstre, skeptiske over for byggeplanerne og mistænker både DR-ledelsen og den forrige bestyrelse for at undgå diskussioner om alternative muligheder. Men det er nødvendigt, understreger Thorkild Ibsen.

»Der er ingen tvivl om, at DR-planerne om et nyt mediehus også er kommet i stand, fordi regeringen - og særligt Socialdemokratiet - vil styrke selve Ørestads-projektet,« siger han og understreger, at DR-ledelsens ønsker om tri-medielt og tværfagligt samarbejde lige så godt kan ske andre steder.

De nye meldinger fra dele af DR-bestyrelsen har gjort stort indtryk hos de konservative, der i efteråret lagde de afgørende stemmer til en lånegaranti på hele 2,3 mia. kroner til det nye mediehus. Men den garanti kan hurtigt blive trukket tilbage, understreger medieordfører Brian Mikkelsen:

»Der ser ud til at være mange hvis'er i hele DR's flytteplan. Og hvis ikke bestyrelsen står fuldt inde for projektet, kan vi heller ikke stå bag en lånegaranti,« siger han og tilføjer:

»Vi har ikke sagt ja til et DR-byggeri i Ørestad, men til at give lånegaranti til et nyt mediehus,« forklarer Brian Mikkelsen.

Den nyvalgte bestyrelse har krævet flere redegørelser fra DR-ledelsen forud for det første reelle møde i næste uge. Generaldirektør Christian S. Nissen og resten af direktionen skal også forklare den aktuelle krise, hvor medarbejderne har afbrudt al form for samarbejde med ledelsen - og ikke mindst for, hvordan krisen løses.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

Se flere jobs